Ulkløb Blog

Kiggede i kælderen. Fandt den her: Fanø Bryghus, Kunstner Øl No. 1. Troede ikke, at jeg havde flere af dem. Den er fra 2011. Gad vide, hvordan den holder sig?

Kan ikke helt huske historien længere, men det er noget med, at forskellige kunstnere har fået lov til at udforme etiketten til en serie øl fra Fanø. Første gang altså Johnny Madsen, der jo bor på Fanø.

Nå, af med kapslen, op i glasset. og se nu her:

Jeg kan åbenbart ikke rigtigt styre det. Godt overkarboneret. I hvert fald ingen tegn på alderdom dér. Et kæmpe mørkebrunt skum på en helt sort krop.
-og så næsen i glasset… Ah! Den er for vild. Masser af chokolade. Godt med fadlagring. Ristet, kaffe, chokolade. Træ. Et skud røg. Soja.
Smagen er det samme kæmpe smag. Kæmpe krop. Masser af karbonering bærer den her basse igennem uden at blive vammel. Masser af bitterhed til at balancere. Mest noget ristet, maltet noget. Lettere syrlig, kun en anelse, men det gør ikke noget. Det er næsten uundgåeligt i sådan en kæmpe.

Hvor er jeg glad for, at jeg kan finde ud af, at stikke en øl til side en gang imellem og hvor er jeg glad, når der dukker en fantastisk øl op efter tre år. Jeg tvivler faktisk på, at den har ændret sig meget i den tid – mine noter fra 2011 er næsten de samme.

-og hvad har det så med Johnny Madsen at gøre? Sikkert ikke noget vigitgt.
Det skulle lige være, at han også er en sort, bitter, sød, kæmpe?

Julen er slet ikke så ringe en tid

Ghost Brewing. Et nyt bryggeri. Deres første øl så dagens lys i 2014. Indtil nu har jeg smagt fire øl fra spøgelserne og de har alle været af så god kvalitet, at jeg lige må skrive kort om dem.

Ghost Brewing skriver på deres hjemmeside:
“Behind Ghost Brewing is Morten Kristoffersen and Bo Høyer, who also was behind Danish Beer House and Bryggens Ølbar

Ghost Brewing is a contract brewery, which means that we don´t have our own brewery, but brew our beers at various micro breweries. Our passion for overseas beers started back in 2004, when we started the first serious import of the best microbrews from the U.S. and Canada through Danish Beer House. We are not hiding the fact, that we are extremely pleased with the nasty black, and the damn hoppy beers. Our mission is to contribute with additional “goodies” to the already excellent Danish, and foreign beer market.

Cheers”

Det er altså ikke nybegyndere i ølbranchen vi møder her. Gad vide om al den viden om øldistribution og -salg også kan føre til viden om brygning?

Ulkløbben mødte Ghost Brewing første gang på Taphouse på byturen i oktober. Her serverede Ungstrup den lækre Black IPA, Dark n’Hoppy. Vi gav den (8,2/10) og alle kunne lide den humlede og ristede meget friske øl.

Samme aften fik vi Black Beast. En Imperial Stout, som vi gav (8,5/10). Aftenens tredie bedste øl – i en ret hård konkurrence.
En super humlet Imperial Stout. Næsten en Imperial Black IPA. Lækker, lækker.

Idag har jeg smagt Mosaic in Blocks. En superlækker IPA. Til den maltede side. Masser af meget frisk og grøn humle.

Dernæst Dawn to Dusk. Det er jo min boldgade. Imperial IPA. Supersød. Masser af humle. Masser af bitterhed men opvejet af sødmen. Jeg kan rigtigt godt lide dem søde. Den her er max på min sødme-skala. En sukkerkrystal mere og det var kammet over, men det holder. Aromaen har en svag gærnote – noget dejagtigt, men ellers er det bare frisk humle og masser af malt til at holde det hele oppe.

Fire øl. Det er selvfølgelig ikke meget at bedømme et bryggeri på, men jeg vover nu alligevel skinnet. Det hersens spøgelse, det vil spøge godt og længe og sikkert skræmme nogen væk, men jeg er ikke bange. Jeg er Ghost Buster. Giv mig bare mere. Jeg suger det gerne op.

Black Sensation på Mikkeller Bar. Vi har været der før.
Lyset er slukket, der er pentagrammer på væggene og sorte stearinlys. Men det er slet ikke det, det drejer sig om. Det er den sorte tap list. 20 haner med sort øl.
-og ikke bare sort øl. Det meste af det er Imperial Stout på over 10% og alt sammen verdensklasseøl.
Ulkløbben stiller med Ole, Morten og Jesper.

Ole har varmet op og fået et par stykker og så har han hamstret. Det er tydeligt, at det er Firestone Walker, Parabola, der tales om, så Ole køber tre glas, der står klar da jeg træder ned i baren.

De tre glas får lov at stå lidt endnu. De kan godt vente. Første glas bliver Prairie, Prairie Bomb.
Den har været på hanerne på Mikkellers barer tidligere, men jeg har misset den indtil nu.
Sikke en start. 14% Imperial Stout, med cacaokerner og vanillebønner. Det er som en chokoladestout. Morten smiler. Vi er i hans boldgade. Helt sikkert en af årets helt store oplevelser. Ratebeer (4,7/5).

Så er det tid til Firestone Walker, Parabola. Den har nu nået rumtemperatur – helt perfekt.
Ingen skum på den sorte drik. Jeg kigger efter andre, der får den friskskænket og der er heller ikke noget.
Duften er Bourbon. Tydeligvis en fadlagret kæmpe her. Jeg fornemmer chokolade under Bourbonduften. Det er en stor duft. Ikke voldsomt sprittet, men stor duft og mest af den lækre Bourbon-vanille-slags.
Smager er også masser af Bourbon og så mere tydelig chokolade. En hel del alkohol også. Med 12,5% er det vel egentlig i orden, men den er faktisk noget mere alkoholisk end Prairie Bomb, der jo er 14%.
Kroppen på den her kæmpe. Masser af sødme, masser af maltet “stuff”. Ingen humle. Eller – jeg kan ikke smage noget humle. Det er sikkert helt dræbt i sødme og malt.
En fantastisk drik. Lige et skridt under Prairie Bomb efter min mening. Ratebeer (4,5/5).
-og så er det min rating nr. 3000.
Ikke så ringe at fejre det med sådan lækker øl og så sammen med halvdelen af Ulkløbben.

Næste øl er Cigar City Brewing, Marshal Zhukov’s Imperial Stout (Rum Barrel). Den står opført som Major Alsing på tavlen. Gad vide hvorfor Mikkeller ikke må eller vil reklamere med Cigar City navnet? Måske den ikke må serveres uden for Florida?
Nå, skidt det er en afart af Zhukov, så det er sikkert en stor øl.
Første gang jeg smagte Marshal Zhukov (ikke-fadlagret) var med Morten i Barcelona. Jeg havde købt en flaske i Florida og bragt den med på ferie.
Den gang var den helt uden karbonering, men alligevel en fantastisk øl. Siden har jeg smagt den på CBC – med karbonering – endnu mere fantastisk. Og senere på CBC den dobbelt fadlagrede, der havde fået for meget fadlagring og var knap så god.
Hvad så med Rum-versionen?
Kæmpe stor og sød. Men desværre ødelagt af fadlagringen. Alt for alkoholisk. Alt for rom-agtig. Det er svært at finde meget andet end rom. Kan de ikke rigtigt finde ud af det med fadlagring på CCB? Ratebeer (3,9/5).

Så er det Three Floyds, Dark Lord, Russian Imperial Stout, (Bourbon Vanilla Bean).
Størst af de største. En kæmpe øl. Har smagt den en gang før. Det er bestemt en af årets bedste. Masser af Bourbon og vanille. Masser af sødme. Lækker, lækker. Ratebeer (4,7/5).

Sidste øl. Boneyard, Suge Knite. En noget “friskere” Imperial Stout end de tidligere. Det skyldes en markant humleprofil og knap så meget sødme. “Frisk”? Kan man sige det om en 14% Imperial Stout. Nej, nok ikke. Men den er altså friskere. Og som sådan en udmærket afslutter på en tung og sort aften. Ratebeer (4,1/5).

Tak for i aften, drenge. I ser godt ud med begyndende movember stubbe:-)

Det lover stifter, President Brewmaster Adam Avery fra Avery Brewing i den fantastiske video “I am a Craft Brewer”.

“I don’t put rice in my beer!”

Det er selvfølgelig et opgør med “de store” – specielt Anheuser-Bushc InBev, der laver Budweiser. Budweiser er tilsat ris.
Det gør man ikke for at få bedre smag i Budweiser. Eller for at få bedre skum eller bedre fylde, eller…
Man gør det fordi det er billigere end at bruge korn.

Herhjemme kender vi det også fra de store med Carlsberg i spidsen, men det er nu majs, der benyttes – og af samme grund.

Ris er derfor bandlyst i øl.
-og så alligevel. Tidligere i år har jeg smagt Omnipollo, Nathalius single Hop Galaxy IIPA. IIPA er jo blandt mine absolut yndlingsøltyper, men den var ikke rigtigt god. Alt for meget gærduft og -smag overdøvede resten – og så var lige rissmagen. Lidt underlig.

Nå, men Hitachino Nest fra Japan laver også en risøl: Hitachino Nest, Red Rice Ale. Egentlig hedder bryggeriet Kiuchi, men deres øl brygges under brandet Hitachino Nest.
Kiuchi har brygget sake siden 1823, så man må antage, at de kender deres ris.
Hvorfor så ikke brygge en øl på ris?
-og som de skriver på deres hjemmeside om Red Rice Ale:

Nå, hvorfor nu al den snak om ris?
Ja, chefen på jobbet forærede mig en øl. Hitachino Nest, Red Rice Ale.
Når man nu får en øl forærende og når den nu er fra chefen, så skal den jo have nogle ord med på vejen. Når den så også er fra et glimrende japansk bryggeri, så er det jo bare om at smage løs.
Op i glasset med den:
Den ser da meget godt ud sådan en risøl. Rød ris – jeg aner ikke, hvad det er, men sikkert noget, der er bedre end de billige ris fra supermarkedet? Mon de røde ris bidrager direkte til den røde farve i øllen?

Det varer ikke så længe inden skummet er forsvundet, så jeg jeg stikker næsen i glasset og fornemmer ris, frugt og karamel (så er risen nok ikke alene om at give den røde farve. Malten må have hjulpet).

Smagen er også ris og så overmoden frugt, sake og en smag af nogle røde bær, som sagtens kan stamme fra risen.

Sød med en lille bitterhed, der mest er jord-agtig og ikke sådan en frisk citrus-agtig en.

Altså på en eller anden måde virker det jo. Det er ikke nogen stor øl, men jeg er sikker på, at med den rigtige mad til, så vil den vokse. Den ryger vist i kategorien “interessant, men intet genkøb” og lander på ganske pæne 3,5 ud af 5 på Ratebeer.

Indtil videre – hvor jeg kun har smagt to håndværksøl, der er brygget (delvis) på ris – så er jeg altså stadig lidt skeptisk.

Hvem kan overbevise? Hvem kender en øl (delvis) brygget på ris, der bare er supergod?

Nå, tak for skænken, chef. Jeg stiller gerne op til den slags “forsøg” igen.

Nu’ det jul igen…
…eller?
Altså julevarerne er begyndt at dukke op i butikkerne. Brunkager, julelys, …og så altså juleøl.

En af dem, jeg altid venter på er Vestfyen, Willemoes Jul. Nu i årgang 2014 og denne gang en porter. En stærk en af slagsen på 8%.

Den ser godt ud i glasset. Næsten sort med masser af cremet beige skum, der klæber til glasset.
God start.

Duften er god. Masser af lækket bitterhed fra ristet malt. Mørk chokolade, Kaffe og lakrids, men også masser af humle – grape frugt og harpiks.

Smagen er det samme, men også store mængder karamel. Malten er helt brændt.

Sødme, stor mundfylde og medium karbonering.
Virkeligt bitter eftersmag. Det er både humlen og malten, der spiller med.

Den er lidt rå. Dels er der godt med alkohol og dels er malten meget brændt. Som den varmer op bliver den mindre og mindre letdrikkelig.

Igen en glimrende juleøl fra Vestfyen. Men igen, så bliver det nok ikke en jeg kommer til at gemme væk i kælderen. Drik et par stykker og bliv glad i låget, men helst mens den stadig er kølig.

Glædelig jul

Jester King, Censored.
En gave fra Topdanmark, da jeg holdt smagning dér tidligere på året.
Censored…? Hvorfor nu det?
Oprindeligt hed øllen Salt Lick opkaldt efter en Barbeque joint i nærheden af bryggeriet.
Men de fantastiske amerikanske myndigheder tillod ikke navnet og så har de plastret “Censored” hen over teksten med “Salt Lick”.
Beklager billedkvaliteten. iPhone og det der…
…og så blev jeg vist så optaget af øllen, da den var i glasset, at jeg aldrig fik taget et billede af det.

Jester King laver jo kun Farmhouse Style øl. Det dækker over, at de nu bruger farmhouse gær i alle deres øl. Sågar deres store Imperial Stout, Black Metal.
Nå, men hvad er det for en fætter?
En Peacan Wood Smoked Saison ifølge lablen…!!!
Det er jo ikke helt almindeligt og det bliver værre endnu. Det er faktisk ikke en sæson, men en Gose; dvs. syrlig og salt.
Den er lavet ved at blande ung tørhumlet øl med lagret øl, der har vildtgæret. Salt Lick restauranten har røget noget af malten i deres restaurant ved brug af Peacan Wood.

Jeg tør jo næsten ikke åbne sådan en flaske. Tænk, hvad der er gået af tid med at fremstille sådan en øl? Hvad nu, hvis den ikke lever op til indsatsen?

Nå, der er ingen vej uden om. Medbragt til Kregme og et par Ulkløbbers åbner jeg flasken.
DER STINKER AF RØG!
Det er der med det samme. Masser af røg. I glasset er det det eneste jeg kan fornemme i aromaen.

En sløret, mælket gul drik med et lavt gult skum. Ikke just nogen smuk sag, men det giver dog indtryk af noget fylde.

Duften er som sagt røg. Rigtig røg. Som brændt tømmer. Efter noget tid fornemmer jeg noget frugt under røgen. Citron og appelsin.

Smagen er bedre. Mere kompleks. Røgen er ikke altdominerende. Fine noter af gær, brett, træ, hvede, citron, appelsin og endnu mere frugt. Faktisk meget lækkert.

En anelse salt. Det bidrager yderligere lidt til den lækre cremede krop med middel karbonering. Den er syrlig, men aldrig eddike-agtig. Kun nok til at gøre den friskere.

Efterhånden vænner jeg mig til røgen og den underliggende frugt dukker mere og mere frem.

Jeg havde frygtet en rodet omgang, men det er faktisk en lækker sag. Specielt da noget af røgen var dampet af. RB 3,3/5.

100 øl fra Amager Bryghus – altså 100 øl, jeg har smagt og bedømt. Det er da meget sejt. Det er vel ikke helt almindeligt at et bryggeri har lavet over 100 forskellige øl (136 faktisk).
Det er endnu mere ualmindeligt at jeg smager 100 øl fra samme bryggeri. Det er jo ikke noget, der sker ved uheld.
Tværtimod så opsøger jeg Amager Bryghus’ øl, når jeg kan. Det gør jeg fordi, de laver det bedste øl i landet. I hvert fald det over en bred kam. Det er Mikkeller øl, der er bedre, men der er også rigtigt mange, der er ringere.
Amager kan man stole på. Solide og velsmagende øl hver gang.
Hvilken øl fik så “æren” af, at være nr. 100?
Det blev Mama Cocha. En stor Quadrupel. Lagret på Portvins fade. Næsten Barley Wine agtig med masser af søde noter, karamel, tørret frugt og brun farin. Det hele holdes oppe af en dejlig portvinssmag.

Der har været mange højdepunkter i 100, men den bærende er jo nok Hr. Frederiksen. Flagskibet. Sort som motorolie, hårdt, hårdt ristet med kaffe og chokolade. Bitter af humle og malt. En øl, jeg vender tilbage til igen og igen.
Den er lavet i ni forskellige versioner, men den oprindelige er stadig den stærkeste.

Sidste års bedste nye danske øl var samarbejdsbrygget med Three Floyds, Arctic Sunstone. Super frugtrig pale ale. Det er allerede en klassiker hos mig.

Rye King, samarbejdet med Goose Island. Super øl.

Meget få skuffelser imellem.
Dragør Brown er en af de få. Den fantastiske Dragør Tripel, der blev erstattet af en Brown ale. Øv. Nå ja, godt nok, så eksploderede Triplen hver anden gang under åbningen og godt nok flød der lidt rigeligt med klumper rundt i den, men den smagte jo fantastisk.

Jeg kunne nævne masser af dejlige bryg fra det lokale bryggeri, men jeg har ikke tid. Jeg er på jagt efter den næste fra Amager.

Til CBC 2013 valgte nogle af os (læs Morten og Jesper) den rigtige løsning; at tage til Rom med vore hustruer.
I bar misundelse fra de resterende medlemmer af Ulkløbben, bombarderede de os med billeder af deres rystende opførsel under CBC.
Umådeholden druk af Huhnapuh og resten af Cigar City Brewings udvalg. Voldsomt mange billeder af krammen med sagesløse bryggere.
De deltagende Ulkløbbers har naturligvis undskyldt over for formandskabet og i flovhed har de overrakt verdens mest sjældne øl til formanden som et tegn på skam. Se selv:
At det er verdens mest sjældne øl, skulle være ganske vist. Det har Henrik selv fortalt og Henrik kan man stole på.
Etiketten underbygger dette ved at beskrive, at den er brygget til ansatte og venner af bryggeriet:
Nå, men hvad så med den øl?
Åbnet sammen med Morten. Lidt skeptisk. 84 ratings på Ratebeer tyder jo på, at der enten er mange Cigar City venner på Ratebeer eller…?
I glasset er det en diset brun øl med et vedvarende beige skum.
-og så vælter den mest fantastiske Barley Wine duft op af glasset. Brun farin, karamel, tørret frugt, rugbrød og cognac.
Smagen er lige så fantastisk, Kæmpe krop med blød karbonering. Ikke så meget humle, men den er jo heller ikke helt frisk længere. Kæmpe sødme. En dessert i sig selv. Tilpas med cognac fra fadlagringen. Slet ikke for meget dér.
Det er altså en superøl. Rating: 4,4/5.
1000 tak drenge! Undskyldningen er godtaget. SKÅL!

Når man nu er sådan en Ratebeer-freak, så sker det jo ofte, at jeg lige nupper en ny og uprøvet øl i stedet for en velkendt. Det er dels i håbet om den næste nye store øloplevelse, men også af og til bare fordi det er en ny øl.

Men så er der også øl, som jeg vender tilbage til igen og igen. Sådan en er Oscar Blues, G’Knight blevet. En rigtig lækker øl.
Jeg ville gerne bringe et billede, hvor man ser den flotte øl skænket i et glas, så man kan se den smukke farve og det flotte vedholdende beige skum, men det ender altid sådan her i løbet af kort tid:
Pist væk!
Der er ellers næsten en halv liter i dåsen, så man skulle jo tro, at det var muligt at nå at tage et billede inden, den var væk, men nej…!

G’Knight er en Imperial Red Ale iflg. Oskar Blues selv. På Ratebeer betyder det, at den lander i den kategori, der kaldes American Strong Ale, der normalt huser noget i stil med en blanding af IIPA og Barley Wine. Altså en voldsomt humlet, voldsomt maltet, sød og stærk drik.
Og what’s not to like?
8,7% og 60 IBU fortæller den samme historie.
Den føles nu ikke så stærk og egentlig føles den heller ikke helt så bitter. Det er sikkert bare sødmen og malten, der dæmper lidt af bitterheden. Men humlesmagen er nu voldsom nok. Masser af grape frugt og gran men altså blandet med maltens karamel, brød og tørret frugt.

Det lidt underlige navn til øllen dækker over en hyldest til en afdød brygger ved navn Gordon Knight. Gordon Knight døde ved et helikopterstyrt i 2002, mens han var ved at bekæmpe en skovbrand i nærheden af Oskar Blues’ bryggeri.
Gordon Knight havde ellers et Purple Heart fra Vietnam, hvor han fløj helikopter, men noget må være gået galt under skovbranden.
I løbet af 90’erne vandt Gordon Knight tre gange guldmedalje ved Great American Beer Festival for tre forskellige bryggerier.
Alt i alt en sand Amerikansk helt og Oskar Blues har da også lavet en hyldest hjemmeside for ham her:

http://www.n3978y.com/

Oprindeligt hed øllen Gordon Knight, men det ville Gordon Biersch Brewery Restaurant Group ikke finde sig i, så de anlagde sag mod Oskar Blues. Syv år efter den først blev brygget, skiftede øllen derfor navn. Egentlig virker G’Knight også meget bedre, så godt for dem.

Sådan kan man altså lære en masse væsentlig Amerikansk (øl)historie, mens en dejlig øl (kortvarigt) er i glasset.
Skål for en ægte Amerikansk ridder.

Raasted Juleøl. Jeg kan ikke lige finde et årstal på flasken, men kapslen siger bedst inden oktober 2012… men det er vist ikke helt sandt.
Jeg ved, at den er fra 2010. Den fik højeste karakter (Sammen med Mikkeller) i Politikens juleølsbedømmelse 2010.
Jeg købte et par stykker og var ret glad for den, den gang. Fik kun gemt en enkelt.

Raasted har lavet nogle rigtigt gode øl.
Som jeg forstår det, så eksisterer de ikke rigtigt mere. Dvs. de er vist fussioneret med (opkøbt af) Randers Bryghus. Raasted ligger også i Randers. Der udkommer stadig nogle få øl under navnet Raasted. Bl.a. en Hoppy Christmas 2013, men det er ikke meget Raasted, jeg har set i de sidste par år i Københavnske butikker – ud over en enkelt kampagne i Fakta.

Raasted røg i problemer allerede i 2009, hvor de gik konkurs, men blev rekonstrueret samme år.
I 2011 blev brygger og oprindelig ejer Martin Jensen fyret. Han virkede på mig ellers som en fyr, der var værd at holde på, hvis man gider god øl.
Nå, men heldigvis er Indslev helt enige og ansatte ham kort efter i januar 2012 for at starte brandet Ugly Duck. Ugly duck kender vi nu som et meget spændende bryggeri.

Nå, ovenstående bare for at sige, at øllen er brygget af Martin Jensen.
Men hvordan er den så?

Jamen det er jo en øl af typen Belgian Strong Ale. Så jeg forventer da, at den sagtens har klaret de tre år i kælderen.
Stadig mørk brun og let diset med et lavt beige skum.

En del alkohol i duften til at starte med, men sammen med alle de sædvanlige “belgiske elementer” som f.eks. tørret frugt, gær, brun farin osv. Også noget krydret, der nok stammer fra gæren – tror ikke, at der er tilsat krydderier?
Smagen er lige så god. God fylde og sødme. Ikke så meget bitterhed tilbage, men stadig masser af smag.
Bedst inden 2012…!
Na, det er stadig en glimrende øl. Kedeligt, at vi nok ikke kan regne med mere af den slags fra Raasted.
Men så kan vi jo kigge mod Ugly Duck i stedet.

Der er snart ikke flere. Jeg har ellers haft i kassevis af den, men nu er det snart slut.

Det er Amager Bryghus, Julebryg det handler om. Ikke årets udgivelse, for den har jeg ikke fået smagt endnu, men den fra 2008. Dengang de stadig syntes, at julebryggen skulle være stærk – og ikke en brown ale eller andet vatnisseøl.

Jeg ved godt, at det ikke er så interessant at læse en bedømmelse af en øl, der blev udsolgt for et par år siden, men så tag dette som en hyldest til en øl fra den gang der var rigtig jul til.
Men sådan en julebryg…
…kan den holde til fem år i kælderen, tænker du helt sikkert…?
-og JA, det kan den. Og ikke bare holde, men også blive til noget bedre.

Nå, men…
…i glasset er den let diset – næsten klar – og temmeligt mørk brun med et stort beigefarvet skum, der holder længe. Det er da meget flot klaret af en 5 år gammel øl.

Først dufter den ristet – mest kaffe, men også masser mørk stenfrugt – blommer – og svedsker. Men også let krydret juleagtig – brunkager. Der er jo ikke tilsat krydderier, så er det stadig gæren, der spiller ind med det krydrede?

Smagen er meget lig duften, men der dukker også mørk chokolade, portvin, cola og karamel op. Minder egentlig i smagen om en god Banyul.
Ikke længere så belgisk dubbel-agtig som den var tilbage i 2008, hvor gæren spillede en større rolle. Nu er det mere malten, der driver værket. De ristede noter. Ikke, at det er blevet en stout, men alligevel er det den vej, det er gået.

Kroppen er over middel med en god sødme, der ikke bliver for meget. Der er stadig kulsyre i selv om der selvfølgelig er forsvundet en del over årene. Alkoholen spiller med, men da den når stuetemperatur virker det hele bare superintegreret. De sidste par slurke bliver lidt grumsede uden at der i flasken ses andet end en lille smule sediment. Smagen bliver også en anelse mere støvet på slutningen.

Det er en fantastisk julebryg. En større oplevelse nu end i sin ungdom. Masser af sekundære aromaer, masser af punch og samtidig er det sådan en øl jeg sagtens kan drikke hele flasken op – og egentlig sagtens kunne nuppe en mere.

Skål og glædelig jul

Det er jul og så skal der drikkes julebryg. Helt ærligt, så er det sjældent, at jeg falder i svimer over en brun, sød øl, hvor der er smidt godt med julens krydderier i. Heldigvis, så er der de seneste sæsoner dukket masser af anderledes julebryg op. IPA, porter, Barley Wine og meget andet.

Her er vi dog ved en af klassikerne. Altså en moderne klassiker: ”Mikkeller X-mas Porter”.

Første gang brygget i 2007 under navnet ”X-mas Porter Til Fra”. Hvert år i en lidt forandret version, men altid 8%.

Nå, det er jo ikke mere en klassiker end, at det er sidste års udgave, der har hygget sig på cognacfade i mellemtiden.

Jeg kan ikke undgå at have store forventninger til denne øl. Dels har de tidligere års X-mas Porter været rigtig gode og dels kan jeg nærmest stadig smage den fantastiske (og tæt på perfekte) ”Mikkeller, George! Barrel Aged (Cognac Edition)”, som jeg smagte i marts. Her var cognacfadet lige tilpas til stede uden at overdøve den gode basisøl.

Men jeg er samtidig også lidt nervøs, netop fordi den er lagret på cognacfade. Cognacfadene giver af og til en bitter og samtidig sødlig tone, som jeg ikke er så vild med.

Nå, lad os nu se, hvad der er i flasken.

Jeg hælder den stadigt forholdsvis kolde øl i glasset. Masser af skum stiger med det samme op.

Skummet er brunt og klæber allerede fra starten til glasset. Selve væsken er meget mørk brun – tæl på sort.

Jeg stikker næsen i glasset. Hvad mon der gemmer sig?

Duften er først cognac. Lidt for meget cognac! Så dukker der rødvin, egetræ, hårdt ristede noter af kaffe og måske lidt mørk chokolade. Alkoholen er også tydelig allerede i duften.

Nå, men det er jo smagen, det handler om. Første tår er også primært cognac. Men også en kæmpemæssig bitterhed primært fra hårdt ristet malt, tror jeg. Men også fra fadet?

Jeg prøver lige igen. Der dukker masser af andre noter frem. Rugbrød, karamel, lidt krydderi, men også masser af alkohol. Faktisk lidt for meget alkohol for et bryg på 8%.

Det er en temmelig tør affære. Jeg kan godt lide noget sødme i en stor porter, men den er tør og så kommer den store bitterhed til at virke for voldsom på mig.

Krop og karbonering er middel, men den ender egentlig lidt vandet og eftersmagen er meget bitter, men kortvarig.

Cognacsfadene dominerer for meget her. Der er netop kommet den der bitre og samtidig cognac-søde note, som jeg ikke er vild med.

Øv. Det var ikke, hvad jeg havde håbet på. Der er meget godt i denne øl, men den overdrevne fadlagring har ødelagt det for mig. Der er ingen tvivl. Jeg foretrækker klart den almindelige version af X-mas Porter.

To af mine yndlingsbryggerier, to af mine yndlingsøl – og så fadlagret.
Alligevel er jeg lidt nervøs for resultatet.

Amager Bryghus Hr. Frederiksen. En rå herre med masser af brændte noter.
Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel. Med den der kaffe, der er skidt ud af en væsel og derfor sindsygt dyr… Kæmpe øl, meget cremet af havreindholdet.

Kan de fungere sammen? Det lykkedes til dels i den “almindelige” version, selv om summen nok ikke var ubetinget bedre end sine to bestanddele, så virkede det rå og det cremede godt sammen.

Keith Shore står tydeligvis for etiketten. En væsel, der ligger og sover på et bord…
…har den drukket af det væltede glas og er blevet fuld? Sort væske med kaffebønner i er løbet ud af glasset. Cool etiket.

Brygget hældes i glasset. Sort med pænt tæt lyst brunt skum. Mere i retning af Hr. Frederiksen end Væslen. Væsel er tættere og mørkere. Heldigvis er der dog stadig pænt med skum. Fadlagringen har ikke taget det.

Aromaen er Bourbon…!
Ikke så meget andet til at starte med end Bourbon.
-og ikke sådan en vanilie-rar Bourbon duft, men masser af sprit og whisky-røg.
Alt for meget alkohol, der dækker over nogle hårdt ristede noter af malt og espresso.

Smagen er alkohol, tørve-røg, vanilie, urter, espresso og humle.

Ikke så meget havre-cremethed, som i Væsel. Tyndere krop. Den læner sig mere op af Hr. Frederiksens lidt tyndere krop og rå malt.
Selv om kroppen er tyndere end Væsel, så er der jo ikke tale om en vandet øl her. De 10,7% fornægter sig ikke og malt mangler der vel heller ikke. Over gennemsnit krop – kan man kalde den for det?
Malten er let syrlig. Det er helt sikkert Hr. Frederiksen, der skinner igennem. Eftersmagen er lang ristet, brændt og alkoholisk.

Masser af interessante elementer…
…men alt for lidt Væsel, alt for meget Bourbon.
Karakteren ender på 3,8/5 og det er jo ikke så skidt, men jeg har altså højere håb med de to bryggerier og de to bryg.

En tur i Kvickly og pludselig er der en kæmpereol med julebryg. Så er det den tid igen. Dejlig tid. Men øllet…?
Egentlig var det jo noget af det gode den gang jeg startede på øl. Mørkt og sødt og stærkt. What not to like?
Men det bliver altså temmeligt kedeligt i længden og nu er jeg ikke så imponeret over en mørk øl med julens krydderier i.
Der skal altså lidt mere til. Og nogen gange faktisk lidt mindre.

En af dem, der har været god og ofte stadig er det, er Vestfyen, Willemoes Jul. Og der står den så på hylden. Den sædvanligt store flaske. Garanteret med noget stærk øl i. Og så med et årstal på. Nu 2013.
De første år var det jo noget Barley wine lignende, men de senere år har det skiftet mere.
I år en Baltisk Porter. Se det er jul:-)

Og fin ser den ud i glasset. Meget mørk brun med lyst brunt skum. Men skummet dør hurtigt uden at efterlade noget på siderne af glasset.
Duften er…
…duften er svag. OK, den er også kold fra køleskabet. Det kan være, at det ændrer sig med mere varme?
Den svage duft er mest noget citrus-agtig. Hvad er nu det? Så noget svagt ristet. Øv.
Men så tager smagen til gengæld revanche. Masser af ristede toner med chokolade og kaffe. Tydeligt fadpræg. Whiskey og eg.
Først god chokolade-sødme men slutningen er meget tør med masser af tørt træ.
Måske en anelse rodet? Men så længe det er et virvar af gode smage, så er det jo ikke helt galt. Alt i alt en udmærket juleøl, der heldigvis ikke er så julet. (3,8/5).

Jeg har gemt nogle stykker af tidligere årgange, men tror ikke, at jeg vil gemme nogen af denne. Den er ikke helt i balance og det er ikke mit indtryk, at øl i ubalance kommer det senere i livet. Jeg tror bare, at jeg drikker et par stykker af dem i løbet af julen.

Vestfyen…
Blandede følelser, ik’!
Normalt en glimrende (men også af og til noget sprittet) juleøl.
Totalt yndlingsøl i Willemoes Porter. Har netop købt en kasse til 9 kr. stykket. Den bli’r jeg glad af hver gang.
Men så er der også en masse ligegyldigt øl, der ikke rigtigt skiller sig ud. Bl.a. det meste af Willemoes serien.
-og så er der de forfærdelige fejlskud som f.eks. Støckel serien. Føj for den…!

Det er med bange anelser, jeg snupper tre ½ liters dåser med teksten Vestfyen Premium. Tre forskellige dåser til 10,- kr. stykket. I det mindste er det jo ikke alverden, jeg smider ud, hvis det viser sig at være fejlskud.

Premium…! Hvad er det for en betegnelse? Umidelbart udtrykker det jo noget, der er bedre end det sædvanlige. Men jeg husker alt for godt de øl, som under navnet Brøckhouse Premium udkom efter, at Brøckhouse var lukket og “nogen” havde købt navnet og udgav elendige øl under det ellers så fantastiske navn Brøckhouse. Fantastisk fordi de lavede fantastiske øl og fordi de var en af driverne i den danske ølrevolution.

Nå, skidt med navnet. Det er jo det indre, der tæller!

Vestfyen skriver på deres hjemmeside:

“VESTFYEN PREMIUM er vores helt nye ølserie, bestående af tre forskellige øl; Cream Ale, Kellerpils og Chocolate Brown.

SOM navnet ”Vestfyen Premium” antyder, adskiller denne nye ølserie sig fra vores klassiske Vestfyen-serie på kvaliteten. Vestfyen Premium er øl af høj kvalitet.

I næsten ti år har vi arbejdet med kvalitetsbryg under navnet Willemoes og senere Støckel, og det er bl.a. denne erfaring, vi har brugt i brygningen af denne nye, elegante ølserie

ØLLET er mildt, men trods det forholdsvis lave alkoholindhold er smagen stor.

VESTFYEN PREMIUM sælges i 50 cl-dåser og fås i Kiwis butikker over hele landet.”

Årh, nej. Erfaringerne fra Støckel serien…! Min eneste erfaring fra den serie er, at man skal lade være med at sende øl på markedet, der smager af tynd øl tilsat yderligere masser af vand!

Nå, kom nu til sagen. De tre dåser drukket over en uges tid.

Første dåse er Vestfyen Premium Keller Pils

Keller Pils er jo ikke det man ser mest af fra danske bryggerier, så det er jo spændende om den er som en Keller skal være? Lidt mere humlet end almindelig pilsner, ufiltreret, frisk.
Og det er den vel egentlig.
Temmeligt uklar.
Maltet, stråagtig, frugtrig, en anelse bitter. Faktisk meget frugtrig for en lager. Er det lagerens svar på en ale? Så er der en uønsket metallisk smag. Ikke voldsom, men irriterende, sødme og lav karbonering. Temmeligt tyndbenet, men egentlig en OK lille øl. (2,5/5).

Anden dåse er Vestfyen Premium Cream Ale
Cream ale er jo heller så kendt.
Meget svag gul. Overraskende humlet duft og smag med noget toasted også.
Vandet, let sød, blød carbonering. OK lille øl (2,7/5).

Tredie dåse er Vestfyen Premium Chocolate Brown
En mørk brun øl med flot skum.

Duft af chokolade, så lidt mere chokolade og så lidt humle.
Smagen er også chokolade, men oveni lidt kakao og noget maltet frugt.
Det er vist en Morten-øl den her?
Sød, medium krop, blød karbonering.
Kort maltet eftersmag med kun en anelse bitterhed.
Simpel men velsmagende lille øl. (3,0/5).

Konklusion

Langt bedre end frygtet.
Alle øl er let karboneret. OK, det gør dem lettere drikbare. Men det hjælper selvfølgelig ikke på den sidste del af en halv liters dåse. Den sidste sjat er godt nok flad.
Alle er lettere søde. Sikkert mere salg i det eller hva’?
Alle er yderst drikbare. Knap op og hæld i glasset og der går ikke længe inden glasset er tomt:-)
Samlet set tre øl, der sagtens kan drikkes og så til billige penge.
Smid Støckel serien ud og behold Premium serien.

Øl er godt. Portvin er godt. Øl på portvinsfad er dobbelt godt.
Når der så er tale om en af klassikerne fra Amager Bryghus; Hr. Frederiksen, så kan det jo ikke gå helt galt, eller hvad?
Hr. Frederiksen var en af de allerførste øl Amager Bryghus bryggede. Et chok af en stout på det tidspunkt – var det 2007?
. Stadig en af de allerbedste danske stouts i min bog.
-og så er de lokale fra Amager et af mine absolutte favoritbryggerier. Nå ja, så har vi da præferencerne på plads.

Amager Bryghus Hr. Frederiksen (Nieport edition).
Der findes vist 11 forskellige versiner af Hr. Frederiksen.
Den originale Hr. Frederiksen er en voldsom herre. Masser af maltbitterhed og tilsat et godt skud centennial humle giver det en noget rå, men utroligt velsmagende stout, der sagtens kan bære en del fadlagring for at mildne det rå en anelse.
Alle 11 versioner har været utroligt velsmagende og fadlagringen har været meget vellykket. Ikke nødvendigvis en selvfølge for Amager Bryghus, der tidligere var kendt for at “glemme” nogle af deres bryg på fadene, så de fik lige lovligt lang tid i kontakt med træet.

Nieport edition har ligget 12 måneder på Nieport fadet og det er da også længe. Er det mon for meget denne gang?

Tempereret, så den ikke er alt for kold hælder jeg den i glasset. Den ligner sig selv. Stort cremet lysebrunt skum på en helt sort krop. Det starter godt

Der dufter allerede lækkert inden jeg stikker næsen i glasset.
Vanillie, fruit, portvin, ristede noter.
Smagen er alkohol, vanillie, kaffe, portvin, frugt, bær. Meget frugt.
En anelse syrlig med et enkelt strefj af neglelakfjerne. Nok en urenhed fra tønden, men i så lille mængde, at det blot føles som yderligere et bidrag til kompleksiteten. Måske er den ikke het ren, men faddet har rundet Hr. Frederiksen af og gjort ham helt medgørlig.
Eftersmagen afslører humlen. Citrus og nåletræ. Lækkert.
Stadig stor krop. Blød til medium karbonering. Laaang eftersmag.

Hr. Frederiksen er der stadig. Meget mere frugt end i standarversion, men stadig masser af malt.

Nu har der så været et hav af fadversioner. Denne Nieport edition er rigtig frugtagtig ifht. flere af de andre.
Men hvad med en egentlig frugtversion af Hr. Frederiksen. Hindbær? Kirsebær?
Jeg er sikker på, at det vil klæde Hr. Frederiksen.
Hr. Frederiksen er nemlig en rigtig robust herre, der kan tåle lidt hvert og tilmed vinder på nogle af “eksperimenterne”.

4,1/5,0. Høj karakter til en fantastisk øl.

Så er jeg nået op på at bedømme 200 øl fra samme bryggeri; nemlig Mikkeller.

Mikkeller er klart det bryggeri, som jeg har bedømt flest øl fra. Det er der jo flere grunde til:
-de laver ofte rasende god øl. Specielt deres stouts er imponerende.
-de er danske. Det tæller nemlig også positivt i min bog.
-og så laver de bare så mange øl, at det er helt vildt.

De 200 øl, jeg har ratet, er knap halvdelen af de i øjeblikket 414 registrerede Mikkeller øl på Ratebeer. Der er altså lang vej endnu

Nå, hvordan er den så den, der blev nr. 200 i rækken?

Mikkeller, Beer Geek Vanilla Shake.
En 13% havre Imperial Stout med masser af kaffe og vanilje.
Som med min favorit Mikkeller, Beer Geek Brunch Weazel, så er der et fantastisk flot skum på en helt sort krop. Skummet er cremet og mørkebrunt.

Skummet holder dog knap så længe som det gjorde førhen på Beer Geek Brunch Weazel, da den blev lavet på Nøgne Ø. Men stadigvæk, se lige…

Duften er for vild vanilje. Kæmpemæssig vanilje aroma med brændte noter af malt, chokolade og kaffe. Stor stor duft.

Men smagen er faktisk endnu større. Igen massiv vanilje smag, espresso, mørk chokolade, brændt karamel, aske og noget Cocio-agtigt bare med mørk chokolade. En intens kage fornemmelse med hint af kanel og vanilje.
Mægtig sødme gør den endnu mere kageagtig.

Utrolig fylde. Ingen tvivl om at vanilla shake hentyder til en milk shake og det er næsten også samme fylde jeg oplever.

Kæmpe densitet både i smag og fylde. Den milde karbonering bidrager bare yderligere til at kroppen fremstår gigantisk.

-og de 13%? Der går længe inden jeg fornemme alkohol overhovedet. Så godt gemt i vanilje, chokolade og sødme, at den overses.

-og hvad med vaniljen? Er det for meget? Tjah, måske? Men det virker for mig.
Det er faktisk mere en dessert end en øl.

Jeg er vild med den her øl og rater den 4,7.

Er der nogen down-side? Det skulle lige være flaskestørrelsen på 33cl. Jeg kunne sagtens have nøjes med 25cl…
…men jeg klarede det altså

Disney Land øl kan jeg høre nogen råbe…!
Italienske Kuaska vil med denne øl have fundet beviset på, at Mikkeller laver Disney Land øl.
-og han har vel ret…! Det er jo overgjort. Det er jo for meget. Det er jo for vildt.
…men det er også vildt sjovt
…og det er også vildt velsmagende.

Tak til Mikkeller for endnu en Disney Land øl.
Besøg i Disney land vil altid give store oplevelser.

Mikkeller Funk(e)* i to fadlagrede versioner.

Den almindelige Funk(e)* – det skal jo udtales noget i stil med Funky Easter – var en påskebryg, som jeg smagte første gang i 2011. Jeg var ikke sådan helt overbevist (Ratebeer 3,5), men det var da en OK, men måske lidt usammenhængende øl.

Siden har jeg smagt Funk(e)*, Sauternes tilsat karamelfudge. Det var en rigtigt lækker, men lidt underlig øl serveret ved Mikkeller og Mielcke & Hurtigkarl arrangementet.

Nu har jeg så Mikkeller Funk(e)* Chardonnay og Mikkeller Funk(e)* Sauternes side om side.

På billedet er det Chardonnay versionen i glasset, men det er nu ikke rigtigt til at se forskel.

De er begge rødbrune og klare med beige, vedvarende skum, der lægger sig på glasset.

Sauternes er bedst i duften. Masser af Brett. Masser af vin, træ og krudtslam. Chardonnay er lidt mere rå, lidt mindre indsmigrende. Chardonnay smager til gengæld bedre. Mere vin, mere træ.

Begge er cremede og højt karboneret. Chardonnay en anelse mere syrlig end Sauternes. Sødmen fra Sauternes balancerer til gengæld sødmen rigtigt godt.

Det er virkeligt klasseøl, men Sauternes vinder med 4,2 på Ratebeer mod 3,9.

Sikke et dejligt par.

En gang imellem skal man også drikke en møgøl for at huske sig selv på, hvorfor man har været interesseret i god øl i mange år.

Tuborg ULTRA grøn på dåse. Købt i Netto. Kedelig dåse faktisk. Den sædvanlige grønne farve nu i en slankere dåse. Angiveligt for at den bedre kan drikkes som et shot på vej til festen.

“Tuborg ULTRA grøn er en kraftfuld øl med en mild smag. Ingen bitterhed, ingen sure miner – bare mere af alt det, der gør livet lidt grønnere.“

Sikke en gang vrøvl. Den er bestemt ikke kraftfuld. Måske alkoholstyrken på 6,5% kan kaldes det? Men kraftfuld smag er der intet af. Nærmere vandet citronsodavandsagtig smag.

Der er absolut heller intet af det, der gør livet grønnere. Lidt humle kunne måske gøre livet grønnere, men det er der så intet af. i stedet for en citrus-agtig sødme.

Det værste er faktisk ikke, at det er en dårlig øl – jeg giver den 1,8 ud af 5,0 på Ratebeer. Det værste er faktisk, at Tuborg (Carlsberg!) tror, at de kan appelere til ungdommen med sådan noget crap bare fordi den er hældt på en slankere flaske.

Jeg gætter på, at den ikke findes på hylderne længere, når sommeren er ovre. Elendig øl.

Så rundede jeg 100 ratings af Barley Wine.

Barley Wine er en af mine yndlingstyper. Ikke noget jeg deler med forfærdeligt mange andre, men til den rigtige tid er en mørk og meget sød øl altså det rigtige. Ikke noget man skal drikke flere flasker af i træk, men dejlig til en stille nydelse.

Den Barley Wine, der blev nr. 100 var Founders Bolt Cutter indtaget på Mikkeller i dejligt selskab af Ulkløbben.

Det er en klar rødbrun øl med næsten hvidt skum, der klistrer til glasset og holder længe.

Duften er præcis som den skal være med brød, karamel, tørret frut, nødder og brun sukker. Smagen er den samme, dog er der en del alklohol i smagen, som jeg ikke helt opfatter i duften.

Meget meget sød, med en stor fylde og mellem karbonering.

Det er en rigtigt god Barley Wine.

Ikke den bedste jeg har smagt, men absolut i topfeltet.

Hvad ligger så i top?

I toppen ligger som nr. 1 Avery Hog Heaven og som nr. 2 Three Floyds Behemoth. Den første havde Marianne taget med hjem fra New York, den anden fragtede jeg til Barcelona for at drikke den der med Morten.

Begge er utroligt humlede og på grænsen til at være dobbelt IPA’er. Begge er fantastiske og blandt de bedste jeg har smagt.

Findes der så dårlige Barley Wines? Yep, det gør der bestemt. Temmeligt overrasket finder jeg, at den Barley Wine, jeg har ratet lavest, er fra Brewdog. Brewdog har lavet nogle smuttere, men at ligge sidst havde jeg ikke regnet med.

Brewdog Abstrakt AB:11. Det er en Barley Wine med ingefær, sorte hindbær og chili. NO WAY, at det er en Barley Wine…! Forfærdelig ingefær drik. Et eksperiment, der er gået galt.

Men heldigvis er det få dårlige barley wines, jeg er stødt på, så jeg bliver ved med at opsøge dem

Fredag d. 17. maj. Norges nationaldag, men også dagen, hvor vi skal smage Framboos.

Framboos er iflg. Ratebeer den bedste frugt-lambic i verden. Den er samme sted rangeret som nr. 13 i verden for alle øltyper – over kæmpeøl som f.eks. Cigar City Hunahpu(nr. 14).

Iflg. Ken Weaver, Hoppress er det, den mest eftersøgte øl i verden.

Hvad koster så sådan en sag? Ca. 200 kr. Det er hvad den er solgt til ved de to lejligheder, den har været til salg i de sidste to år; nemlig ved Sour & Bitter i København. Leder man på nettet, vil man finde priser, der ligger på 500 – 2000 $. Ja, dollars.

Den flaske vi skal smage er også fra Sour & Bitter. Det er Mikael fra Ølbutikken, der har skaffet den til os. Det er årgang 2011 -og så er det en gave. Tak Mikael.

Framboos bliver fremstillet af 3 Fonteinen, der er et belgisk Lambic tilsat latterlige mængder af hindbær.

Vi mødes I Ølbutikken kl. 17:00 og hilser på Mikael og personalet. Der er ingen grund til at udskyde det. Hvor er flasken? Gad vide hvordan den smager? Det er næsten svært at undgå at blive skuffet med de høje forventninger, der er.
Glassene stilles klar.

Flasken åbnes i tilpas tempo. Det skal ikke gå stærkt.

Ikke rigtigt nogen lyd, da korken ryger af. Er den OK? Men så kommer duften. Der er ingen tvivl. Rummet fyldes af hindbærduft allerede inden den er skænket. Det er vildt. Hvordan mon den ser ud? Hæld nu op for f…

Den er rød. Sådan en uklar, nærmest mudret rød. Godt falmet rød med et flot lyserødt skum, der holder sig.

Vi griber et glas og der også et glas til Ølbutikken. Næsen i glasset og det er fantastisk. Masser af bær. Masser hindbær vælter op af glasset. Ikke sådan en skarp frisk hindbær ting, men nærmere som overmodne hindbær, der ligger på jorden. Bær, mælkesurhed, hø, brett og jord. Duften faktisk bedre end smagen. Smagen bliver meget laktisk – hen mod en hindbær yoghurt. Stadig masser af frugt, men knap så meget brett.
Sur, det er den. Ikke den vildeste sure, men den er pænt til den sure side. God fylde og karbonering.

Det er en fantastisk øl. Efter min mening er den ikke helt på højde med den Cantillon Blåbær, som Morten og jeg drak for ikke så længe siden.

Tusind tak, Mikael for at dele sådan øl. En stor oplevelse.

Vi skal lige have et par øl mere i Ølbutikke inden vi går videre, ik’?

Så ramte jeg 200 Imperial Stouts på Ratebeer.
Jeg er stolt over, at det stadig er Imperial Stouts, jeg har ratet flest af. Jeg er stadig ikke faldet i hullet med de mange pale lagers o.ligh.

-og så alligevel. det vil sige, at det kun er ca. hver tiende øl, jeg drikker, som er en Imperial Stout. Det kunne faktisk sagtens være mere, for de smager ofte rasende godt. Det er bare svært at få fat på nye af slagsen.

Nå, men #200 var jo passende en af de gode:

To Øl/Omnipollo Brewmance.

To Øl er danske fantombryggere. De er “Friends” i Mikkeller & Friends. De er tidligere elever til Mikkel fra Mikkeller.
Nu står de på egne ben og har gjort det kommercielt i lidt over to år. I den periode har jeg smagt 24 øl fra dem og de har alle været gode (eller fantastisk gode).

Omnipollo er et svensk fantombryggeri, som indtil nu kun har udgivet 12 øl. Jeg har smagt fem af dem og de har igen været gode.

Hvordan går det så, når To Øl/Omnipollo får sammen om at lave en øl?

Det første, man kan gætte på, er at øllen får et langt navn. Dansk rekord er vel sikkert

To Øl Sjø Tæhm Speciel Fejø Limited Don’t You Be Messing With The Mikkeller Bar Tender Crew Or They Will Fuck You Up! Dobbelt Vintage Ekstra Extra Barrel Aged Edition Cassis x 2

Dejlig sur solbær lambic vi smagte på Mikkeller bar – for to år siden – den gang, hvor jeg stadig blev lovet tæv, når jeg fandt noget surt.

Nåh, tilbage til #200. Langt navn? Ja, da:

To Øl/Omnipollo Brewmance Imperial Bourbon Barrel Aged Wild Honey Stout.

En Imperial Stout på 11,2% brygget med en af verdens dyreste honninger fremstillet i Sverige.

Helt sort med masser af cremet lys brun skum.

Aromaen er desværre temmeligt svag. Sød malt, vanillie og alkohol.

Smagen er meget bedre. Masser af sød malt. Søde ristede toner, kaffe, bourbon, vanillie, honning. Ikke udpræget alkoholisk. Masser af fylde og blød karbonering.

Sikke en dejlig øl. Ikke vild, som navnet ellers kunne antyde, men bare en rigtigt lækker stor Imperial Stout. Perfekt til at fejre rating #200. Hvem skaffer mig en Hunahpuh til #300?

Til smagning hos Papsø mandag. Papsø har spurgt på forhånd. Skal vi åbne en Brewmeister Armaggedon? En øl på 65% og dermed verdens stærkeste øl. Den slår jo så både Brewdog og Schorschbräu med sikker margin.

Der har dog været en del debat om, hvorvidt den virkeligt er 65%.

Nå, helt galt kan det vel ikke gå. Flasken åbnes og går rundt.

Det er en næste klar ravfarvet væske. Men ikke sådan er en klar flot skinnende en. Nej en mærkeligt sløret, nærmest dovent udseende farve. Ingen glans. Skum? Ingenting.

Duften er smør. Masser af smør, så godt med alkohol og en hel del lort. Ja, sådan en stald-ting.

Men hvis man troede, at den lugtede grimt, så slår smagen mig som direkte frastødende. Ekstremt bitter, men ikke sådan en lækker humlebitter smag. Snarere sådan en billig humletabs bare ganget op mange gange plus billig bitter sprut. Så er der igen masser af stald, noget metal-agtigt og noget mineralsk. Det hele bundet sammen af noget karamel fra malt og så igen masser af smør.

Kroppen er pænt fyldig og helt uden brus. Der er en alkohol-prikken på tungen..

Armaggedon er lige som de andre stærke øl i denne kategori fremstillet ved frysedestillation. Dvs. man fryser drikken og over flere omgange fjerner den dannede is (som jo hovedsageligt er vand) og dermed opnår en højere alkoholprocent i den tilbageværende væske.

Der sker altså det, at alkoholen koncentreres. MEN det samme gør sig jo gældende for alle duft- og smagselementer.

Smørduften er jo en typisk bryggerfejl. Den stammer fra diacetyl, som ikke har fået lov til at dampe af. I nogle øl kan denne fejl gemmes bag andre smagsnuancer, men her er den jo doblet op mange gange. Det er det samme med den bitre smag, som sikkert har været lidt humlebitterhed, men den er nu gjort helt ekstrem og ubehagelig. De mineralske noter er sikkert det samme.

Der er formentlig tale om, at Brewmeister har taget en møgøl, der er dårligt brygget og så mangedoblet smag og duft (og alkohol).

Det er helt til grin at sende sådan en øl på markedet.

Men hvad så med alkoholprocenten. I det mindste bliver man vel godt fuld af den?
Det er jo dødsvært at smage sig til en alkoholprocent. Dem der smagte Struise Messy på CBC kan måske huske, at dens 39% var ekstremt godt gemt.

Det samme kan man sige om Armageddon. De 65% er godt gemt. Der er ingen tvivl om at den er stærk, men der er ingen fornemmelse af, at den skulle være stærkere end f.eks. whiskey. Faktisk føles den slet ikke i nærheden af whiskey. Yespr prøver at sætte ild til lidt af væsken på en teske, men det lykkes ikke. Nogen gætter på, at den er under 20% alkohol. Jeg har ingen anelse, men jeg er overbevist om, at de 65% er fup.

Man kan også sige, at det er underligt, at et nyt bryggeri, der dybest set kun har udgivet en øl, skulle være i stand til at fremstille en 65% øl.

Det er i hvert fald ikke lykkedes for dem. De har fremstillet en frygtelig væske og sikkert lavet gode penge på det. Men fup det er det.

I klubben har vi smagt en del af de stærke. Og selv om man kan diskutere, hvor gode de har været og hvor meget øl de har smagt af, så har de alligevel været mange gange bedre end misfostret Armageddon. Det sætter egentlig specielt Brewdogs stærke øl i perspektiv, at de faktisk efter min mening skabte nogle rimeligt velsmagende drikke.

Nå, en oplevelse var det jo. Desværre en af de dårlige…

Så rundede jeg 1000 danske øl. Det er jo også en slags. Der er sikkert en del danskere, der ikke ved, at der overhovedet findes 1000 forskellige danske øl.

Jeg tager lige et tilbageblik på 1000 danske øl. Bare rolig, jeg skal nok lade være med at nævne dem alle.

Bedste danske øl

Definitivt Mikkeller George Barrel Aged (Cognac Edition). Drukket sidste uge med Erik på Mikkeller bar.

Næstbedste er Mikkeller Beer Geek Brunch Weazel. Stadig en yndlingsøl.

Hvilket bryggeri har flest øl i min top 10?

Det er suverænt Mikkeller med 8 ud af de 10 og med de første seks pladser.

Hvilken øl har været dårligst?

Braunstein Porter. Erik serverede den til et Ulkløb arrangement. Den har nok været syg. Den smagte i hvert fald sygt dårligt. Bwadr. Karklud. Er egentlig stadig på udkig efter den for at få en mere retfærdig bedømmelse.

Næstdårligst var Jefferson Bruin Brown Ale. Ole serverede den til et Ulkløb arrangement. Bwadr. Sur og uren.

Hvad var den første?

Den 3. marts 2009 ratede jeg min 3. øl og den første danske, jeg ratede. En glimrende øl; Hornbeer Caribbean Rum Stout.

Hvilken øl fik så “æren” af at blive #1000?

Ville jo gerne finde en god øl til at “fejre” med. Amager Bryghus Sinners Series Envy.

En glimrende IPA. Morten og jeg smagte den på releasedagen på bryggeriet og vi købte et par flasker med hjem. Drak en samme aften og ratede den til 4,0 ud af 5. Glimrende karakter.

Glimrende øl.

Selv om det ikke er den bedste af de 1000, så er Amager alligevel et af mine absolut yndlings bryggerier. De laver næsten altid god øl. Mere tilgængeligt end Mikkellers og lettere drikkeligt. Og så er det ikke mindst mere tilgængeligt for mig her på Lorteøen.

Hvad bliver så det næste?

Kig på kortet. Det fortæller, hvordan mine ratings fordeler sig på lande. Masser af “uopdaget” land. Det er tydeligt, at det er USA og Danmark, jeg jagter.

USA nærmer sig 500. Det er jo også en slags jubilæum, ik’?

GEORGE! En af del helt store i bokseverdenen – George Forman. Glimrende ide af Mikkeller at opkalde en Imperial Stout efter en af store champs. George – altså bokseren er måske mest kendt for at være taberen i Rumble in the jungle, hvor han fik tæv af Muhammed Ali.
Men ellers havde han jo en gloværdig – og meget meget lang karriere.

George – altså den “normale” øl – er også en af de store og med snart tre år på bagen, er det vel allerede en klassiker.

På Mikkeller Bar fandt Erik og jeg Mikkeller George Barrel Aged (Cognac version) på kortet. Den skulle da prøves – og sikke en tur. Den er for vild.

Kulsort, med masser af brunt skum, der holder pænt længe og se, hvordan det hænger på glasset. Duften er alkohol, ristet malt sød chokolade. Ikke den mest eksplosive duft, men fantastisk lækker chokolade. Det søde kan være cógnac.

Smagen er heftig malt – molasse – ristet stuff, sød chokolade, alkohol og cognac. Nøj, hvor er det lækkert.

Kæmpekrop. Blød karbonering. Den er svær at stille fra sig er den og selv om det var en gå-hjem-øl, så må vi lige have en til.

Rating 4,9 ud af 5. Kun en lidt for heftig alkohol i aromaen gør, at den ikke er den perfekte øl.

Jeg har smagt fire versioner af George og det her er altså den bedste. Selv om det egentlig var en gå-hjem-øl, så måtte Erik og jeg lige have en ekstra gå-hjem-øl. To runder med George er bestemt ikke for meget.

Jeg har heldigvis en flaske Georgen Cognac hjemme. Eneste problem er, at i modsætning til bokseren, så serveres øllen i små udgaver. 25 cl. Det holder jo ingen vegne….

100 dobbel IPA’er…

Nu har jeg nået at smage 100 Double IPA’er. Det er da en sjat.
På Ratebeer.com har jeg angivet Imperial IPA/Double IPA som min favorit stil. Det må være på plads at kigge tilbage på 100 humle eksplosioner.

Men hvad er egentlig en Imperial IPA (IIPA)?

Ratebeer definerer det som en:

stærk, ofte sød, intens humlet version af den traditionelle IPA. Bitterheden op mod 100 IBU og alkoholniveau, der starter ved 7,5%, men mere almindeligt er i 8,5-10% området. Smagsprofilen er intens. I modsætning til barley wine hælder balancen mod humlen, mens crystal og andre malter yder støtte til humlen.

De danske øldommere definerer IIPA som:

For mig er det balancen mellem den ekstremt bitre og friske humle, den søde malt og det den stærke vinøse alkohol, der giver en rigtig god IIPA.

Hvordan var de 100 så?

Fantastiske!

Stort set alle (98%) har været dejlige øl og de allerbedste har da også været mellem de bedste øl, jeg har smagt.

Min top 10 IIPA ser sådan ud:

Ikke så mærkeligt er 7 af dem fra USA. 1½ er dansk, 1 er norsk og ½ er skotsk.

Ræk mig en af de 10 (eller de næste 88) på min liste og jeg bli’r glad – rigtigt glad.

De største oplevelser

Egentlig er en top 10 ikke så interessant. Det mest interessante er de mange oplevelser. Nogen af dem, jeg husker er:

Mikkeller 1000 IBU. Der er vist ingen grund til at sige mere. Den er for vild. Det er muligt, at det er et eksperiment i at skabe en øl med ekstrem (teoretisk) IBU, men det er samtidig lykkedes at skabe en fantastisk øl.

Firestone Walker Double Jack IPA. Fremtryllet ved Ulkløbbens sommerfest 2011. Hjembragt fra USA. Uhm! Tak for den, Henrik.

Avery The Maharaja. Hjembragt fra New York af Marianne Tak for den:-)

Dogfish Head 90 Minute. Smagt første gang i Ølbaren sammen med nogle Ulkløbbere. Det er bare en klassikker

Struise/Three Floyds Shark Pants. Smagt på “Un Mare di Birra”. Lang diskussion med en pivstiv Urbain (chefbrygger hos Struise) om den. Iflg. Urbain var den balanceret og bedre end noget Mikkeller kan brygge. Jeg tror måske, at “BALANCED” og “Fucking BALANCED” var noget af det eneste han var i stand til at sige på det tidspunkt. Nå, han har en pointe. Den ER balanceret.

De værste

Har der slet ikke været nogle dårlige IIPA’er?

Jo, to.

Jackie-Os Bourbon Barrel Aged Matriarch. Smagt hos Papsø. Når IIPA handler om frisk humle…
…hvordan kan man så finde på, at lagre den på bourbon fade? Det vil jo forringe den friske humle. Nå, men det kan måske alligevel lykkes? Nej, ikke her. Den var bare ikke særligt god.

Det Lille Bryggeri Hop Explosion. En øl brygget specielt til Fish & Beer. (Sonni og jeg så den nu også i Høkeren).

Beskrevet som:

Hop Explosion er en lækker Dobbelt IPA med rigelige mængder af malt og amerikansk humle. Farven er lys gylden med hvidt skum, og i duften kan man tydelig ane, at der er tale om en øl med en stor humleprofil, og en god dybde. Smagen er fyldig med en god harmoni mellem malt og humle, samt en lang og behagelig eftersmag af citrusnoter, hvor humlen er dominerende.

Humletyperne der er brugt i Hop Explosion er Warrior, Zeus og Simcoe. Simcoe er brugt i stor mængde til tørhumling. IBU 110.

Det lyder jo meget godt, men…
…der er brygfejl. Masser af diacetyl. Smager som smør.

Ærgeligt. Jeg elsker IIPA, jeg synes, at Det Lille Bryggeri er et af landets allerbedste bryggerier, jeg savner danske IIPA’er, men den her er altså syg.

Nå, 2 dårlige ud af 100 er vel OK?

Nr 100

Da jeg havde nået 99, pønsede jeg på, hvilken IIPA, der skulle have “æren” af at blive nr. 100. Havde nok satset på en af de allerbedste amerikanske. Men så fik Fish & Beer lavet en IIPA specielt til dem. Hvad bedre end en IIPA specielt lavet til det sted, der har leveret rigtigt mange af de gode oplevelser?

BUMMER! Nr. 100 blev så den næstdårligste IIPA, jeg har smagt.

Hvad nu?

Tjekkede lige de bedste IIPA’er på Ratebeer:

Har kun smagt én i top 10.

Der er altså masser af dejlige IIPA’er, der venter derude. Jeg er på vej

Lørdag havde vi besøg af Christina og Morten. Morten havde selvfølgelig noget god øl med og jeg havde været i Høkeren med Sonni, så der var masser af det gode i glasset

Så talte vi skat og jeg blev mindet om, at jeg hellere måtte tjekke min skattemappe. – og BINGO! En god pose penge tilbage.
“Det skal fejres…”

Jeg fandt en flaske frem, som jeg har gemt på et par år. En af de sjældne:

Cantillon, Blåbær, vintage 2010.

Den er lavet til Ølbutikken, som er eneforhandler. Den er kun til salg i små mængder og der er kun en lille og en stor flaske til salg til hver kunde. Den bliver udsolgt på under en dag, så det er med at være klar, når den meldes til salg.
På Ratebeer er den nu “nede” som den andenbedste frugtlambic, men har tidligere været nummer et. På Ratebeer er den nummer 11 på listen over “Most wanted beer”.

Flasken er lukket med kapsel OG kork prop. Det er jo kun med til at øge forventningerne, at der lige skal hentes en proptrækker også.

Der er altså store forventninger herfra til smagen. Kan den leve op til det?

Hvordan smager den?

Jeg hælder den i rene glas. Rød. Fantastisk smuk. Rød, en anelse sløret, pink skum, der holder og trækker gardiner på glasset.
Jeg spilder en dråbe på bordet og der ligger den flotteste røde væske.

Duften er BLÅBÆR. Friske rene blåbær. Så er der noget surhed, en tør funky note, noget krudtrøg – noget lactisk. Men mest af alt bare ren blåbærsaft.

Smagen er helt det samme. Igen masser af blåbær. Tilpas med syre til at være frisk. God fylde, blid karbonering. Laaaaaaaaaang sur blåbær eftersmag.

Nøj, hvor er den lækker. Man kan bare sippe den her i timevis. Det vil sige, det kan man jo ikke, når man kun har købt 0,375 l. Den tager altså alt for hurtigt slut.

Verdens bedste?

Hmm! Det kan man jo ikke svare på. Men det er den bedste øl, jeg nogensinde har smagt.

Det er muligt at jeg var påvirket af meddelelsen fra Skat? Det kan også være, at jeg var påvirket af hypen omkring flasken?

Det er den først øl, jeg har ratet maksimale 5 ud af 5 på Ratebeer. Nøj, hvor var den lækker. Der er ingen vej udenom. Den skal opsøges næste gang, den er til salg.

Jeg er lykkelig for at have holdt på en øl i over to år og så smage den på et tidspunkt, hvor den bare er superb. Den havde nået at opbygge en tilstrækkelig surhed samtidig med at blåbærsmagen på ingen måde var fadet.

Er der slet ingen minusside?

Der er kun to problemer ved at have drukket den.

1. Jeg har ikke mere…

2. Sonni skulle have smagt den også. Sikke en krammer, det kunne have givet

Hej Øltosser,

Hermed et opdateret ark fra vores ølaften – nu med ratings.

Der har været et par småændringer til et par tal, men hermed nogle nøgletal:

Antal øl smagt : 20 (officielle)
Stærkste øl : Goose Island Bounty Stout – 15 %t
Mildeste øl : Duchesse De Bourgogne / Verhaeghe – 6,2 %
Højst ratede øl : Goose Island Bounty Stout – 9,3 i snit
Lavest ratede øl : Mort Subite / Original Guezue – 2,7 i snit
Hårdeste smager : Erik – snit på 5.47
Blideste smager : Ole – snit på 6,32 skarpt forfulgt af Jesper/Henrik med 6,26
Overall rating : 6,01 i snit
Mængde øl drukket : 19,05 liter eller 3,18 liter per mand.
Beløb drukket for : Kr. 2.386 eller Kr. 397,66 per mand

Poletten

Inviteret af Papsø igen til smagning hos ham i går. Amerikansk og australsk øl var temaet og det lyder jo godt.

Kun seks deltagere denne gang og stort set kun små flasker. Det er jo ca. 5cl pr mand pr øl. Det kan godt lade sig gøre. Specielt når der ikke er så mange, som jeg kunne tænke mig at smage igen.

Hvad skal der så til for at være en rigtig ticker? Ja, prøvestørrelsen på 5 cl er vel med i det.

Dernæst, når man sidder og rater øl fra Iran og Rumænien, der smager af…

…ja smager af øl fra Iran og Rumænien.

-og når man smager sig igennem fire øl fra Odden Bryghus, der alle er inficerede og smager fælt af karklud og vådt pap – og en enkelt tillige af plastik.

-og når man smager sig gennem masser af australsk og amerikansk, der er inficeret under fadlagringen og som derfor er blev brett’sk.

-ja så er jeg vel blevet en ægte ticker. De fleste med lidt forstand på øl havde nok hældt de der Odden øl lige i vasken. Men næh, ikke os tickere. Vi kloger os lige så meget på dem som på de fantastiske øl, som der heldigvis også var en del af.

-og nå ja, de australske og amerikanske, der var blevet inficeret var faktisk blevet meget interessantes.

Istak Natural fra Rumænien. En 0% øl. Den femte laveste rating jeg har givet. Formentlig har den aldrig været gæret og er dermed slet ikke en øl. Det skal så lige være dens undskyldning.

Voodoo, Black Magick. En 15,5% Imperial Stout. Det var guf. Kæmpe smag.

Crooked Stave, Persica Wild Wild Brett. Bragt af Pinball. Håndflasket og uden etiket. Kun én tidligere smager på Ratebeer. Fantastisk duft af prut og ferskner. Sur og næsten ferskenjuice.

Og masser af andet godt. 41 ticks blev det. Jo, det er altså også sjovt at være tickerJ

Tak Papsø for at invitere. Det er i hvert fald ikke kedeligt.

Så nåede jeg også at afgive stemme, i finalerunden.

Vi taler om DØE afstemningen om årets øl

Hornbeer løb med begge mine stemmer. Dryhop for bedste øl under 6% og Fundamental Blackhorn for bedste øl over 6%

Var lige ved at give min stemme til Krenkerups Rauchbier – som Michael og jeg smagte til EB’s julefestival. Selv om øllen var lunken smagte den godt – men…..

…min stemme gik alligvel til Dryhop

Finansministeren

Jesper og undertegnede fik en kasse med 6 * ½ ltr. øl fra Bøllingsø Bryghus, i julegave. Det var vores forældre samt moster, der havde slæbt dem hjem fra Engesvang, hvor bryggeriet bor sammen med den lokale kro.

Vi havde vist ikke de store forventninger, men det viste sig at blive en behagelig oplevelse

Her kommer lidt om min oplevelse:

– “Lyng Else”, 5,2 % Ale:

Sikke en overraskelse. Man starter med den “letteste” øl og så smager den forrygende. Meget let drikkelig men med en god smag. Cremet i konsistensen. Super forårs/sommer øl

– “Tollundmanden”, 5,6 % English Strong Bitter:

Udmærket øl med god maltsmag. Stadig i den “lette” ende af øl skalaen

– “Rakkeren”, 6,5 % IPA:

Stadig cremet og en flot øl, men vi kan bedre lide de mere humlede Amerikanske IPA’er

– “Mosefundet”, 5,2 % Brown Ale

Deres forbillede er “Newcastle Brown Ale”. kunne være sjovt at smage dem sammen. Glimrende øl, som jeg godt kunne drikke nogle flere af. Den er meget let drikkelig. Jesper var ikke helt enig

– “Mosekonen”, 7,4 % Trippel

Selv om den er brygget på belgisk alegær, kunne de godt lære lidt mere af belgierne. Vel nok den vi syntes mindst om

– “Skyggesiden”, 5,5 % Dark ale

Igen en behagelig og lettilgængelig øl. De kalder det en Stout Light – måske lidt overdrevet. Men jeg synes det er en dejlig øl – jeg kan jo også godt lide Schwartzbier, som denne læner sig lidt op ad.

Alt i alt en super positiv oplevelse fra et bryggeri, ingen af os havde stiftet bekendtskab med før. Meget positivt var det at kvaliteten af øllene var god – skum, duft og konsistens.

Alle øllene var overgærede øl af Ale-typen samt ufiltreret og upasteurisret.

Dejlig by min Moster & Onkel bor i

Højt skum

Morten

Sikke en flot øl. Fik jo en ølgave af Clipper.

Wytchmaker fra Jester King. En rug IPA. Spændende.
Jeg prøver lige at beskrive den så godt jeg kan.

Min første øl fra Jester King.
De bor i Texas og øl fra Texas har jeg vist heller aldrig smagt?
Jeg ved jo, at de har lavet en enkelt øl sammen med Mikkeller. Når Mikkeller vælger at samarbejde med dem, så kan de jo ikke være helt dårlige, vel?

Spændende flaske og lable. Aldrig dårligt med en stor flaske – eller en “bomber”, som de siger i USA.

Jeg hælder op i et pintglas, men man skal altså passe på. Kæmpe skumudvikling. Jeg hælder mere og mere forsigtigt og ender med 2/3 off-white skum og 1/3 rødbrun krop, der er lettere uklar.
Efterhånden som skummet falder lidt efterlader det store flødekumsagtige klumper på glasset. Skumkronen begynder at ligne et månelandskab med store kratere. Virkeligt imponerende.

Jeg har virkeligt aldrig set en skumdannelse som i denne øl. Mon det er rugen?

Utroligt indbydende og jeg er virkeligt spændt på om smagen kan følge med?

Jeg stikker næsen i glasset. Desværre er duften ikke så voldsom.
Lidt grape frugt, noget rugbrød, ristet brød, lidt eksotisk frugt og en mørkere frugttone.

Smagen er heller ikke “in your face”. Karamel, rugbrød, grape frugt og fyre nåle. En svag urtetone – mynte?

Utroligt fuld og rund mundfølelse. Virkeligt “smooth”. Karboneringen er på den høje side.

Virkeligt en klasse øl. Ikke superkompleks. Ikke super ekspressiv, men bare så cremet og lækker.

Det er min første Jester King, men bestemt ikke den sidste.

Jeg nåede så lige – 2 timer inden deadline, forleden aften – at afgive mine stemmer, ved DØE’s afstemning.

I kategorien 6% eller over, stemte jeg på Hornbeer – Fundamental Blackhorn

I kategorien op til 5,9 % stemte jeg på Klosterbryggeriet – Mikrobryggeriet Aftenøllet

Den sidste havde Michael med en gang for lang tid siden. De har lavet et par øl med lignende navne og de smagte forrygende ift. styrke og pris

Hornbeers Fundamental Blackhorn er kommet mellem de 5 finale kandidater hvorimod min stemme på Aftenøllet ikke rakte til noget

Højt skum

Morten

P.s. Har lige modtaget de sidste to billetter til DØE festivallen – 10/5-2012. Så er alle 6 billetter i hus

Mange nye øl er på vej fra Amager Bryghus! Installationen af det nye bryganlæg har måske nok givet et afbræk i produktionen af NYT øl, men så er det jo godt, at bryghuset har et hemmeligt skatkammer godt gemt til nødsituationer som disse. Således kan det afsløres, at der er hele 4 slags nyt godt sortøl på vej – en stilart, som mange vil hævde er en absolut spidskompetence hos Amager Bryghus. Klassikeren ”Hr. Frederiksen” er således på vej i hele tre nye fadlagrede udgaver – faktisk er de allerede tappet på flaske og står og venter på etiketgodkendelse m.v. Ligeledes har bryggeriets stærkt kreative R&D division udviklet noget så avanceret som en portvinslagret havreporter. Og i følge rygterne venter der en stor oplevelse…. Mon ikke vi hører meget mere om alle disse øl, når udgivelsen nærmer sig?

Så nåede jeg en stor milepæl i min rating.

Rating #100 af øl fra det samme bryggeri; nemlig Mikkeller.

Det skete med rating af Mikkeller Festival Special Edition 2010 – Stella 1. En kæmpe fætter på 1½ liter medbragt af Morten.

Kæmpe brunt skum på en mørk mørk brun krop. I næsen finder jeg ristede toner – næsten brændte med kakao, kaffe og et strejf af røg.
Smagen er meget det samme. Rimeligt kompleks.
Virkeligt cremet, blød og fyldig og slutter tør og ristet.

Tak Morten for at medbringe den.

100 Mikkeller øl. Det er alligevel en sjat – og så er det jo kun dem, jeg har ratet. Det blev jo til et par stykker inden da.

Rejsen mod de hundrede har jo været fantastisk. jeg fik lyst til at tjekke på Ratebeer, hvad der har været først, hvad der har været bedst (det kan jeg altså godt huske) og hvad der har været dårligtst. I får lige lidt af rejsen her.

Første øl på turen var Alesmith/Mikkeller/Stone, Belgian Style Tripel Ale. En dejlig tripel. Faktisk bedre end den tripel, som Mikkeller laver alene.

Nummer to øl fra Mikkeller var Beer Geek Brunch Weasel. Og hvilken øl. Virkeligt en øjenåbner – eller snarere en mundåbner. Smagte den på Ulkløb møde i marts 2009. Hvor var det? Hos Henrik, tror jeg. Tak Henrik.
Har smagt den flere gange siden og det er til dato den højest ratede øl i min “samling” – ikke bare fra Mikkeller, men af alle dem jeg har ratet. Bedst da jeg fik den på fad på Mikkeller bar, men altid fantastisk.

Det er stadig den højst ratede danske øl på RB. Mikkeller har her 24 af de 50 højst ratede danske øl. Det er da meget godt gået! Deriblandt de tre første og syv ud af ti første. Det viser virkeligt Mikkellers suveræne position i Danmark (blandt ratere!).

Hvad har så været værst? Klart Ris a la M’ale (2010). Sikke en gang rod. Skæg ide, men udførslen haltede. Det lader til, at 2011 udgaven skulle være bedre. Jeg har en flaske i køleskabet og Mikkeller kan altid få en chance til.

Ellers har der jo været masser af fantastiske øl. Nogle er allerede klassikere i min bog. Black hole, Beer Geek, Black, Texas Ranger – alle i et hav af varianter – alle hver især værd at skrive et indlæg om, men nu må det række.

Det eneste problem er jo bare, at det er helt umuligt at følge med. Det vælter ud med gudeøl fra Mikkeller. Jeg har tænkt mig at forsøge at hænge på og smage så meget som muligt – helst alt det, jeg kan få fingre i af nyt.

@Mikkeller: Bliv endeligt ved med at brygge det fantastiske øl. Brutalt, innovativt, velsmagende, overraskende og aldrigt kedeligt. Jeg følger blindt (og beruset) efter.

Hvor er i andre? Hvad er jeres bedste Mikkeller øl?

DØE smagning 22/3-2011 på restaurant Siesta i Glostrup Centret

Deltagere: Michael og Morten

Tema: Amager Bryghus smagning og foredrag af Morten Lundsbak – medejer af Amager Bryghus

Amager Bryghus producerer omkring 110.000 liter øl om året pt. De ønsker, snarligt at udvide produktionen til det dobbelte. Har haft flere gæstebryggere på bryggeriet og gæster også selv bryggerier rundt omkring i verdenen, bl.a. USA.

Startede med at brygge ”Hr. Frederiksen” som en gestus til en af de personer der hjalp med at starte bryggeriet op. Der blev brygget meget få flasker hvor af Hr. Frederiksen selv har de nummererede flasker 1 – 12. Denne øl røg i top 50 på Ratebeer og er grunden til at den stadig bliver brygget.

Vi skulle smage 8 øl som var flg. (desværre var øllene lidt lunkne og det kan have indflydelse på bedømmelsen)

· Amager Fælled

o Golden Ale på 4.5 %

o God fylde af en ale. Egentlig god smag. Let bitter. Ok og lang eftersmag. Næsten ingen duft

o Karakter: 5

· Bryggens Blond

o Belgisk Ale på 5 %

o Der dannes lidt hvidt skum. God let malt smag. Let bitter. God lang eftersmag. Næsten ingen duft

o Karakter: 7

· Forår

o Biére de Garde (Gemmeøl) på 6.5 %

o Dufter af malt. Skummet forsvinder hurtigt. Pæn kobber farve. Toner af karamel. ”Brændt” eftersmag

o Karakter: 6

· Dragør Tripel

o Belgisk (Tripel) klosterøl på 9 %

o Utroligt meget og flot hvidt skum. Så kulsyret at det skummer i mundenJ. Grumset ”tis” gul farve og meget bundfald i flasken. Meget syrlig og frugtrig. Tør eftersmag.

o Karakter: 8

· Rugporter

o Porter på 8.5 %

o En mørk fætter – flot farve. God fylde. Smager fantastisk. Frisk af en stout at være – måske det appelsin, der er tilsat. Tør eftersmag. Meget lækker øl

o Karakter: 9

· Fru Frederiksen

o Stout på 7 %

o Flot lys nougat farvet skum der hænger flot i glasset. Meget mild, let tilgængelig og behagelig stout. En del sødere end Rugporteren.

o Karakter: 9

· Hr. Frederiksen

o Imperial stout på 10.5 %

o Flot brunt skum som bliver tofarvet da den sorte øl trækker op i den nederste del af skummen. God duft. Fantastisk smag. Der er bare mere af det hele. En hver stout elskers paradis

o Karakter: 10

· Galanthus Nivalis

o Barley Wine på 11.2 %

o ”Mild” Barley Wine. Smager lidt af æbler. Eftersmag af sherry. En af de bedste Barley Wines jeg har smagt i et stykke tid. Jeg er bare ikke så meget til denne øltype for tiden – derfor den lidt lave personlige karaktergivning

o Karakter: 5

Generelt var det nogle gode øl. Ikke overraskende syntes både Michael og jeg at deres stouts var bedstJ Der var god eftersmag i selv de svageste øl. En del af øllene havde dog næsten ingen duft – selv om de blev serveret lidt lunkne.

Morten Lundsbak fortalte meget engageret om deres projekt og havde mange små anekdoter. Så alt i alt en god aften