Når man nu er sådan en Ratebeer-freak, så sker det jo ofte, at jeg lige nupper en ny og uprøvet øl i stedet for en velkendt. Det er dels i håbet om den næste nye store øloplevelse, men også af og til bare fordi det er en ny øl.

Men så er der også øl, som jeg vender tilbage til igen og igen. Sådan en er Oscar Blues, G’Knight blevet. En rigtig lækker øl.
Jeg ville gerne bringe et billede, hvor man ser den flotte øl skænket i et glas, så man kan se den smukke farve og det flotte vedholdende beige skum, men det ender altid sådan her i løbet af kort tid:
Pist væk!
Der er ellers næsten en halv liter i dåsen, så man skulle jo tro, at det var muligt at nå at tage et billede inden, den var væk, men nej…!

G’Knight er en Imperial Red Ale iflg. Oskar Blues selv. På Ratebeer betyder det, at den lander i den kategori, der kaldes American Strong Ale, der normalt huser noget i stil med en blanding af IIPA og Barley Wine. Altså en voldsomt humlet, voldsomt maltet, sød og stærk drik.
Og what’s not to like?
8,7% og 60 IBU fortæller den samme historie.
Den føles nu ikke så stærk og egentlig føles den heller ikke helt så bitter. Det er sikkert bare sødmen og malten, der dæmper lidt af bitterheden. Men humlesmagen er nu voldsom nok. Masser af grape frugt og gran men altså blandet med maltens karamel, brød og tørret frugt.

Det lidt underlige navn til øllen dækker over en hyldest til en afdød brygger ved navn Gordon Knight. Gordon Knight døde ved et helikopterstyrt i 2002, mens han var ved at bekæmpe en skovbrand i nærheden af Oskar Blues’ bryggeri.
Gordon Knight havde ellers et Purple Heart fra Vietnam, hvor han fløj helikopter, men noget må være gået galt under skovbranden.
I løbet af 90’erne vandt Gordon Knight tre gange guldmedalje ved Great American Beer Festival for tre forskellige bryggerier.
Alt i alt en sand Amerikansk helt og Oskar Blues har da også lavet en hyldest hjemmeside for ham her:

http://www.n3978y.com/

Oprindeligt hed øllen Gordon Knight, men det ville Gordon Biersch Brewery Restaurant Group ikke finde sig i, så de anlagde sag mod Oskar Blues. Syv år efter den først blev brygget, skiftede øllen derfor navn. Egentlig virker G’Knight også meget bedre, så godt for dem.

Sådan kan man altså lære en masse væsentlig Amerikansk (øl)historie, mens en dejlig øl (kortvarigt) er i glasset.
Skål for en ægte Amerikansk riddersmiley.