Lørdag havde vi besøg af Christina og Morten. Morten havde selvfølgelig noget god øl med og jeg havde været i Høkeren med Sonni, så der var masser af det gode i glassetsmiley

Så talte vi skat og jeg blev mindet om, at jeg hellere måtte tjekke min skattemappe. – og BINGO! En god pose penge tilbage.
“Det skal fejres…”

Jeg fandt en flaske frem, som jeg har gemt på et par år. En af de sjældne:

Cantillon, Blåbær, vintage 2010.

Den er lavet til Ølbutikken, som er eneforhandler. Den er kun til salg i små mængder og der er kun en lille og en stor flaske til salg til hver kunde. Den bliver udsolgt på under en dag, så det er med at være klar, når den meldes til salg.
På Ratebeer er den nu “nede” som den andenbedste frugtlambic, men har tidligere været nummer et. På Ratebeer er den nummer 11 på listen over “Most wanted beer”.

Flasken er lukket med kapsel OG kork prop. Det er jo kun med til at øge forventningerne, at der lige skal hentes en proptrækker også.

Der er altså store forventninger herfra til smagen. Kan den leve op til det?

Hvordan smager den?

Jeg hælder den i rene glas. Rød. Fantastisk smuk. Rød, en anelse sløret, pink skum, der holder og trækker gardiner på glasset.
Jeg spilder en dråbe på bordet og der ligger den flotteste røde væske.

Duften er BLÅBÆR. Friske rene blåbær. Så er der noget surhed, en tør funky note, noget krudtrøg – noget lactisk. Men mest af alt bare ren blåbærsaft.

Smagen er helt det samme. Igen masser af blåbær. Tilpas med syre til at være frisk. God fylde, blid karbonering. Laaaaaaaaaang sur blåbær eftersmag.

Nøj, hvor er den lækker. Man kan bare sippe den her i timevis. Det vil sige, det kan man jo ikke, når man kun har købt 0,375 l. Den tager altså alt for hurtigt slut.

Verdens bedste?

Hmm! Det kan man jo ikke svare på. Men det er den bedste øl, jeg nogensinde har smagt.

Det er muligt at jeg var påvirket af meddelelsen fra Skat? Det kan også være, at jeg var påvirket af hypen omkring flasken?

Det er den først øl, jeg har ratet maksimale 5 ud af 5 på Ratebeer. Nøj, hvor var den lækker. Der er ingen vej udenom. Den skal opsøges næste gang, den er til salg.

Jeg er lykkelig for at have holdt på en øl i over to år og så smage den på et tidspunkt, hvor den bare er superb. Den havde nået at opbygge en tilstrækkelig surhed samtidig med at blåbærsmagen på ingen måde var fadet.

Er der slet ingen minusside?

Der er kun to problemer ved at have drukket den.

1. Jeg har ikke mere…smiley

2. Sonni skulle have smagt den også. Sikke en krammer, det kunne have givetsmiley