Fire stks Groupon kuponer med adgang til otte øl og tapastallerken på Ølsnedkeren. 129,- kr. pr. stk. Det kan da ikke gå galt!
Michael, Erik, Pierre og Jesper mødes på Ølsnedkeren kl. 17:30 en onsdag.

Der er ikke fuldt, men dog fyldt godt op i baren inden officiel åbningstid kl. 19:00.

Vi kan godt lige nå en øl inden serveringen starter.
Hvad skal man vælge? Der er otte øl på kortet. Pale/72. Det lyder da meget godt at starte med en Pale Ale.
-og den ER god. Faktisk den bedste baren har på kortet viser det sig.
Grumset orange med det flotteste cremede gule skum, der holder så længe der er øl i glasset.
Masser af frugtig humle – mest citrus. God start på aftenen:-)

Så ringer Indehaver og brygger Simon med klokken og annoncerer smagningens start. Vi skal smage alle otte kort på tavlen. Fra top til bund.
Første øl er Ølsnedkeren Forårsbajer. Det er egentlig ikke en bajer, men en let pale ale på 4,6%. Den er lavet som erstatning for en pilsner for det er ikke så let at lave en pilsner for bryggeriet, da det jo kræver en del lagring og dermed tager pladsen op for andre ales.
Det er en let lille øl, der mangler lidt af den sprødhed, som en pilsner jo har, men til gengæld har lidt mere smag af malt. Lidt for vandet efter min smag, men OK start.

Den næste øl hedder Humlejuice. Det lyder jo lovende. Det er også en øl, der er humlet og især tørhumlet massivt.
Det giver den desværre en lidt støvet humlesmag samtidig med dog masser af overmoden frugtagtig humle. Ikke så superbitter. Lidt tynd i kroppen. Det skal vise sig, at være et tema.

Øl nr. 3 er Pale/72. Den har jeg jo stadig en smule i glasset af. Den er stadig glimrende.

Tapas dukker op. Det er glimrende og brødet til er rigtigt lækkert. Det er altså et billigt arrangement.

Øl nr. 4 er “Little Mild Ale” -og det er den. Vandet (igen) uden egentlig bitterhed, men duften er nu OK Karamel, lidt røg og noget lædder. Røg? Ja, den er god nok, der er lidt røg.

Øl nr. 5 er Bålet fra Vest. Her forventer jeg selvfølgelig at røgen kommer blæsende op af glasset, men det er en “venlig” røgøl. Godt maltet. -og tynd!

Øl nr. 7 er Snedkerens Pilsner. En pilsner, der er brygget i sommerens løb, hvor der ikke er så stort salg. Så er der bedre mulighed for at lagre den. Simon fortæller, at målet har været at lave en pilsner stort set uden smag og det er lykkedes! Uden smag og vandet… Hvor har man lige prøvet det før?

Øl nr. 8 er Kold Stout. En ristet fætter med masser af kaffe og …tynd krop…! Det gør nu ikke så meget, for der er virkeligt meget smag i den og med 4,7%, så er den letdrukken. Næstbedste øl hos Ølsnedkeren.

Alt i alt en rigtig god introduktion til Ølsnedkeren. Kunne da bestemt godt slå vejen forbi igen. Ikke fordi øllet var fantastisk, men mest fordi Simons entusiasme var smittende.

Nå, hvad gør man så, når klokken kun er lidt over syv og man ikke har fået stillet øltørsten? Pierre valgte den fornuftige løsning og tog hjem.
Vi andre skulle lige have en afsluttende på Ølbaren, der jo kun er en hurtig gåtur væk.

Kigger på tavlen på Ølbaren. Kuhnhenn…! Har smagt et par stykker og de har været rigtigt gode. “Simcoe Silly” hedder den. Den må da være humlet? En IIPA på 9%. -og den indfrier forventningerne. Dejlig sød og maltet oveni alt det humlede. Skøn øl.

Dernæst To Øl, Dangerously Close to Stoopid. Som sædvanlig en glimrende øl fra To Øl. Igen en IIPA.

Så går der lidt ged i den. Michael bliver hentet. Vi skulle jo kun have en. Men så kan man jo se, at der er Mikkeller Black Whiskey Edition. Det er stærke sager. Men den smager altså stadig fantastisk.
Hvad kan komme efter den? Lidt rensende, måske. Jeg tager Girardin Gueuze White Lable og Erik tager Tripel Karmeliet. Under høj protest fra Bartenderen. Han vil helst sælge Girardin. Girardin er glimrende. Måske ikke så kompleks, men en udmærket sur. Tripel Karmeliet er altid god.

Nu har vi renset – hvad så?
Alesmith Speedway Stout. En af verdens bedste øl.

Nøj, hvor er den god. Den svigter aldrig.
Årh, hvad nu. Kan ikke mere. Cykle hjem…
…føles som om styret er slået skævt…

Tak for turen, drenge. Fin dåb af Pierre, men næste gang lader du kun rådden øl gå tilbage, ik’? 🙂