Sikke en fredag. 10 timer i Ulkløb selskab – nå ja, og så i selskab med 7.000 andre, der er vilde med øl.

Der er lidt crowded hen af aften på sådan en festivals fredag. Men vi mødtes jo kl. 13:00 og havde masser af plads den første lange tid.

Lidt snak – hvor starter vi. Men man starter jo bare fra en endesmiley.

Det Lille Bryggeri blev først. The Dark Side og The Bright Side. Ikke en dårlig start. Lakrids hindbær (hed vist Unikum) – smagte glimrende – lige indtil Michael fik åbnet en tripel røgøl. Hele boden lugtede af røg.

Videre til OnePint, som jo er en importør. Imponerende, hvad de har i køleskabene. Stort set kun flasker.
Widmer Brothers Nelson en dejlig men meget sød IIPA.
Del Borgo 25 Dodici. En Barley wine agtigt Belgian Strong Ale. Dejlig smag.
Thisted Ronkedor. Glimrende porter.

Hvad skal vi nu? Stronzo…? Allerede. Kan vi tåle det?
Man kan lige så godt starte med en 1000 EBC – Cherry Lover. En 16% Imperial Stout. Den sorteste stout, der findes. 1000 EBC er jo den sorteste farve, der kan laves.
Jeg forventer jo en knaldsort stærk imperial stout med kirsebær tilsat. Men da jeg får glasset tilbage med den sorte væske, så vælter det op med nedbrændt fiskekutter, tjære og røg i massevis. Smagen afslører også kirsebær – men samtidig føles det som at tygge grill kul med masser af sukker og sirup på. Kæmpe krop, klistrende sød, blød karbonering. Sikke en rodebutik. Jeg kan ikke undgå at være imponeret, men den smager altså ikke godt.

Jeg prøver lige igen. Stronzo 1000 EBC Morning Wood. Hvad mon det er?
Selvfølgelig lige så sort som den tidligere 1000 EBC. Men fantastisk duft af espresso. Smag som den stærkeste espresso nogensinde med en hel bøtte sukker i. En meget bedre smag end den tidligere. Måske den bedste ved festivalen?
Jeg skal lige tjekke om der er noget om det med de 1000 EBC. Da glasset er tomt – der er kun det sorte, der hænger på væggene tilbage, så fylder jeg glasset med vand. Nu er der igen en næsten sort væske i mit glas. Fire gange skal glasset skylles for at blive rent. Der må være noget om det. Det er en sort øl.

Stronzo Fruit Cake. En helt igennem behagelig, let sur, hindbær frisk øl. Dejlig. Men 10%. Det smager man slet ikke.

En tur forbi Jacobsen for lige at se om der er noget spændende. Og indvendigt i standen står der er lille skilt med Jacobsen, Barrel Aged Single Malt (Brettanomyces). Sikke en dejlig øl. Et eksperiment fra Jacobsen, men den smager altså godt. Rigtigt vinøs. Så ved man jo bare, at den helt sikkert ikke kommer i handlen. Hvad gør de med det gode øl, de laver? Drikker det til deres julefrokost? Det er i hvert fald ikke flaskerne i supermarkedet.

Ugly Duck, Svaneke – fire udmærkede øl der.

Nørrebro Bryghus. Var det muligt at få Little Korkney Ale, Nieport Barrel 2007 eller 2009? Ja, og sikke en øl. Dejlig duft, men den bedst smagende øl på festivalen og i lang tid.
Gnarley Wine Port Barrel var OK. Vanilla & Oak var rigtigt god.

Flying Couch havde en sort IPA – Paint it Black. Dejlig øl.
-og så var det en fornøjelse at stikke en polet frem og spørge i baren: “Må jeg smage din Abemås“. En hvedebaseret øl med masser af banansmag.

Beer Here Red Hops. Virkeligt dejlig Imperial Red Ale.

Amager Bryghus med tre – for mig – nye øl.
Double Black Mash. En kæmpe Imperial Stout med masser af malt.
Showdown in Tourpes. Hvad mon det betyder? Glimrende brett-befængt vin-agtig øl.
Papsø in Black. Serveret af Papsø selv. En dejlig afstemt sort IPA.

Bøgedal, Mitchiti Kaffe. Skuffende fra Bøgedal. Ikke meget duft. Svag kaffedrik. Hmm!

Herslev, Mjølner 2009 Brett. Dejlig barley wine. Brett’en har taget noget af det søde og gjort den endnu mere vinøs. Dejlig øl.

Skovlyst Dobbel Bock. Dagens eneste egentlig fejlbehæftede. Lidt metalsmag. Lidt karklud. Nej tak.

Hornbeer havde deres Chili Viking med. Dejlig stout. Jeg kunne godt tåle mere chili, men helt fint. Derudover nogle svage som f.eks. Down Under.

Masser af dejlige øl.
46 blev det til i alt. Mange af dem mine første prioriteter. Mere fokuseret end normalt. Stort set ingen 3. eller 4. prioriteter. Selvfølgelig også en del øl, som jeg ikke havde planlagt. Det skal jo også til.

Også tid til at tale med en masse andre ølnørder. Og få mødt nogen af dem, der skriver om øl på nettet.

-og så ikke mindst tid til at være sammen med Ulkløbben. Verdens bedste ølklub.
Vi savnede dig, Henrik. Du havde været en forstærkning.

Så blev vi også foreviget af DØE’s kanonfotograf, Ole. Billedet herunder er “lånt” fra DØE.

Tak for turen, drengesmileysmileysmiley