Ahhhhh… den tid på året igen, hvor mørket sænker sig tidligt,
kulden breder sig og hvor det er helt legitimt, at sende konen afsted på
julegavejagt, mens man selv lige finder en craftbeer bar og slapper af.
Og så naturligvis også tiden, hvor ølbloggerne kårer årets favoritter
indenfor en række kategorier. Igen i år falder Ulkløbben udenfor, da vi i
sagens natur er flere om den skrivende pen og ikke bare én person. Vi
har brudt vores hjerner og haft store og vilde(ish) diskussioner om hvad
vi som kløb ville kåre som de bedste i 2018. I løbet af denne uge vil I
kunne se hvad vi besluttede.

Første kåring er
årets udenlandske bryggeri. Og æren med at offentliggøre det er
tilfaldet mig. For hvor de øvrige medlemmer af Ulkløbben blot har hældt
store mængder af øl fra bryggeriet i sig, så er jeg den eneste fra
Kløbben, der rent faktisk var på vinderbryggeriet i år. Faktisk skal vi
helt tilbage til februar, hvor jeg var i det sydlige Californien. Det er
nemlig her vi finder Ulkløbbens udenlandske bryggeri for 2018. Men
inden vi kommer dertil, så tillad mig lige at slå et slag for San Diego,
hvis du på noget som helst tidspunkt skal på ferie i USA.

DET
ER DET VILDESTE!! San Diego er nok det sted i hele verden, hvor der er
flest bryggerier samlet – og det er helt sikkert det sted, hvor der er
flest ølhaner! Det er næsten lige meget hvor du går hen, så emmer byen
og oplandet af øl og mikrobryggerier. Stort set hver bar, har sit eget
bryggeri i baglokalet, mit hotels bar havde 10 ølhaner, jeg besøgte en
kaffebar, der havde tre ølhaner og sådan kunne jeg blive ved. I den
lokale zoologiske have, der i sig selv er et besøg værd, kunne man købe
iskolde Stone øl og i legendariske Seaworld havde deres foodcourt et
fadølsudvalg, der nemt kunne udfordre og udkonkurrere de fleste danske
barer. San Diego er øl, øl, øl og mere øl og rummer flere bryggerier,
end vi har i Danmark.



Vi skal dog ikke blive i byen
San Diego for at finde årets udenlandske bryggeri, men en lille smule
nordpå til et større industriområde. Det er ikke specielt charmerende,
faktisk er det ret røvsygt. Men her er hjertet af noget af det bedste øl
USA har at byde på. En af de helt store spillere er Alesmith –
bryggeriet bag en af Ulkløbbens absolutte favorit stouts, Speedway
Stouten. Jeg tog sammen med min datter et smut forbi Alesmith, der bl.a.
har fået opkaldt vejen de bor på efter sig. Her så vi, udover
bryggeriet, et helt særligt køleskab med fadlagrede Speedway Stouts, der
var forbeholdt Order of the Anvil – deres særlige ølklub. Denne
Speedway Stout kunne kun forudbestilles af medlemmerne fra Order of the
Anvil og skulle afhentes direkte på bryggeriet – den blev ikke sendt.
Årets bryggeri er ikke Alesmith, selvom vi godt kunne overveje at give
dem en lifetime award.




For at komme til
årets udenlandske bryggeri, skal man lidt længere ned af vejen og da min
datter og jeg kørte dertil, så vi en del mennesker, der løb i større
eller mindre grupper i trøjer med velkendte logoer på – en stærk
konkurrent til Ulkløbben Running Club! Løberne var startet ved Alesmiths
tidligere lokaler, hvor der er blevet brygget et hav af Speedway Stout.
Nu er lokalerne overtaget af årets udenlandske bryggeri, der er:

Årsagen til at vi vælger
lige præcis Mikkeller San Diego, er at de formår at spytte rigtig mange
rigtig gode øl ud hver eneste uge og har derfor været stærkt
repræsenteret på vores medlemsmøder, hvor de altid modtager rigtig god
kritik – og det er noget af en præstation, når man tænker på hvor
kritiske vores medlemmer kan være.

Da jeg var
på bryggeriet nuppede jeg bl.a. en bundle af Beer Geek Breakfast i San
Diego versioner til at nyde om aftenen på resten af turen i det sydlige
Californien. Særligt deres Beer Beek Maple Vanilla Shake slog benene væk
under mig. Go get it – eller næsten en hvilken som helst anden øl fra
Mikkeller San Diego – de sparker røv!

#beerblogawards #beerblogawards2018