Ulkløb Blog

“Viva La Revolucion!”

Vi står ca. 30 mennesker i lokalet med øl i den højre hånd og den venstre hånd løftet og knyttet i revolutionær hilsen.

“Viva La Revolucion!” råber vi alle til Big Al.

Når jeg kigger mig omkring ser ser deltagerne ikke så revolutionære ud. Men Big Al får os med på ideen og han har lige ført an i vores bekendelse til Rogue Nations revolution.

Stedet er Skaal og Big Al er President i Rogue Nation. Bryggeriet Rogue hedder selvfølgelig ikke Rogue Brewing, men markedsfører sig ved sin egen nation. Rogue Nation.

Revolutionen er en ølrevolution og målet er at vælte øl uden smag.

Set-up er langt fra revolutionært.

Tre retter med matchende øl.

Rimmet kammusling med IPA mayo og sprødt sommergrønt
Ølmarineret Entrecôte med urtesmør, små danske kartofler, ærter og aspargesbroccoli
Chocolate Stout Pie med friske sommerbær.

Maden er fin og viser, at Skaal også laver andet end burger og det gode smørrebrød.

Til de tre retter får vi

Rogue, 4 Hop

Rogue, 8 Hop

Rogue, Chocolate Stout.

Den første er også den bedste efter min mening. En Session IPA på 4,4%. Masser af smag, godt med bitterhed. En old-school IPA af bedste slags. Masser af smag i en let øl.

Rogue dyrker selv deres humle og brygmester John Maier har udvalgt fire forskellige humler til denne. 55 IBU – New England IPA revolutionen er ikke helt nået itl Rogue, 4 Hop. Ikke noget med masser af eksotisk frugt og lav bitterhed her. Men en lækker lille sag.

Rogue, 8 Hop er lidt i samme linie. En Imperial IPA på 8,8% Meget maltet, meget bitter (80 IBU) og så med en del alkoholduft og -smag. Det sidste er jeg ikke så vild med. Det første er fint.

Rogue, Chocolate Stout er, ja en chokolade stout. Masser af chokolade, men heldigvis også en del humle til at balancere det søde.

Desværre er den alt for sød for min smag. Ikke dårlig, bare ikke lige min smag. Og så er den selvfølgelig et fantastisk match til desserten.

Efter middagen henter jeg en Rogue, 10 Hop i baren. Endnu en Imperial IPA, denne gang på 10,10% Angiveligt tilsat honning fra egen farm, men det mærker jeg nu ikke noget til. Måske en anelse krydrede noter?

Ellers masser af humle og en bitterhed på 86 IBU. Og så igen en del alkohol. Måske et varemærke? Smagen er rigtigt lækker.

Big Al fortæller mellem retterne. Big Al hedder også Jorgensen og han er i familie med Marianne. Eller det gætter han på. Noget med en tipoldefar, der udvandrede til USA.

Big Al fortæller om Rogue Farm, hvor de dyrker humlen, men også honning, græskar og masser af andre ingredienser, der indgår i øllet. Marionbær. Et bær, der kun vokser i Oregon og er et klon af hindbær og brombær.

Jens, aftenens vært åbner en flaske Rogue, Marionberry Ale og byder et lille glas. Det er der nu ikke meget sjovt ved. Tydelig bærsmag, men ikke meget andet.

Så er historierne om Rogue Nation sjovere. Der er over 270.000 indbyggere i Rogue Nation. Og vi er jo s værget ind. Nu med borgerkort.

F.eks. historien om, at i Rogue Nation holder man af hunde. Derfor er alverdens hunde inviteret en gang om året til en gratis øl. Det år, hvor der var flest hunde, var der 900.

På vejen ud får Marianne lige en hilsen af sin familie, Big Al.

God underholdning på en torsdag. Tak Jens og Skaal.

Founders Brewing Tap Takeover hos Skaal

Ulkløbbens CashManager og EventManager
var taget på Tour hos den glimrende ØLbar, Skaal på Kultorvet.

Anledningen var at Skaal havde lokket det lækre Amerikanske Founders Brewing til at dukke op med tyve af
deres gode ØL, nivauet er som altid højt når Founders er indblandet.

Founders er et stort
Amerikansk Bryghus der er bosat i Michigan, her kommer lidt historie fra
Wikipedia.

Canal Street Brewing Company
blev organiseret i 1996 som John Pannell Brewing Company af Mike Stevens og
Dave Engbers, der begyndte at drive virksomhed og ændrede selskabets navn til
Canal Street Brewing Co. i 1997. Stevens og Engbers var ihærdige hjemmebryggere.
Ølflaskens etiket indeholdt oprindeligt et gammelt sort og hvidt billede af de
oprindelige Canal Street bryggerier med ordet “Founders” over det.
Således blev virksomheden kendt som Founders Brewing Company.

Siden midten af ​​2000’erne er
bryggeriet blevet et af de mest fremtrædende bryggerier i
Michigan, de leverer til 37 stater og produktionskapacitet er 340.000 tønder om
året. Founders var det 30. største amerikanske håndværksbryggeri efter
salgsvolumen i 2012 og 41. største amerikanske bryggeri ved salg i 2012. I 2014
var grundlæggerne klatret til det 17. største håndværksbryggeri baseret på
salgsvolumen og den 23. største samlede. I 2014 annoncerede Founders den anden udvidelse,
som var på 35 millioner US $, det vil fordoble produktionskapaciteten.

Når udvidelsen er færdig, vil bryggeriet kunne producere 900.000 tønder, ifølge
Grundlæggeren.

Fra 2013 blev de to øl, Kentucky
Breakfast Stout (KBS) og Canadiske Breakfast Stout (CBS) placeret blandt
BeerAdvocate’s top 10 øl, med CBS rangeret som den 4. bedste øl i verden ved
brugeranmeldelser.
I en afstemning i 2013 afholdt af
Ratebeer.com, blev Founders det 3. bedste bryggeri i verden. Founders fik en 2. plads i 2011 og 2012.

I December 2014 meddelte
grundlæggerne, at Mahou-San Miguel havde købt en 30% minoritetsandel i
virksomheden. Dette gør at bryggeriet ikke længere er et håndværksbryggeri,
ifølge Brewers Association definitionen, da det kræver, at håndværksbryggerier
ikke er mere end 25% ejet af et makro-bryggeri.

Vi smagte 10 forskellige Founders ØL i går:

1. Canadian
Breakfast Stout CBS 2017
2. Kentucky
Breakfast Stout KBS 2017
3. Azacca IPA
4. Doom 2017
5. Sumatra
Mountain Brown
6. Frootwood
7. Porter
8. Imperial Stout 2017
9. Breakfast Stout
2017
10. Festivus
Wheat

Det kan godt være at det nu er et makro-bryggeri, men det er som altid
vellavede ØL, hvor der er kælet for detaljerne, vi syntes begge at nivauet er
højt for de smagte ØL og Founders er så absolut PT kvalitet, vi vil som altid
holde øje med at kvaliteten holdes og opskrifterne ikke udvandes. Det er eccentielt
at de store firma økonomichefer ikke kommer indover med de hurtige løsninger,
der betyder øget profit på kort bane på bekostning af kvalitet.

Det var et glimrende udvalg
som Ungstrup havde fået skaffet hjem, selskabet var som altid i top med Gode
ØLvenner. ( NEIS )

Smagning med Lidl Tirsdag d.
6/6-2017.

Ulkløbben ( Mollemand &
Neis ) var indkaldt til ØLsmagning da #LidlDanmark har satset lidt ekstra mønt
på Craft Brewing, Craftbrewing er det vi i DK kalder for Special ØL.
De havde tre ØL fra Hatherwood, Craft beer Co.(HCBC) der
bliver brygget af, Shepherd Neame (SN), det gamle traditionsbryggeri i
England.

Du kender måske to af deres
ØL der hedder Spitfire og Bishops Finger, de sælges i bl.a. Bilka & Føtex.

SN har mere end 300 pubber i
London samt det sydøstlige England og må siges at være et temmelig stort
bryggeri. De har brygget 5 ØL og en Cider til #LidlEngland, i første omgang er
det kun de 2 af Øllene og Cideren som de har valgt at smide i butikken i #LidlDanmark.

Nr. 1 var godt bitter, Amber
Adder Ale på ( HCBC )

Nr. 2 var Cideren, ok, men lige
en tand for sød for mig, måske en lime skive kan gøre den mere atraktiv for
undertegnede der kan lide syrlige frugtØL.

Der var også to ekstra ØL,
Lidl vil have nogle Special Bryg fra tid til anden, i disse uger fra Rye River
Brewing Company ( RRBC), et mikrobryggeri fra Kildare, Irland.

Nr. 3 var Irish Pale Ale fra
RRBC, dejlig frisk Pale Ale, skøn Humleprofil.

Så var der glimrende Tapas, klart i en klasse over ØLlet.

Nr. 4 var Green Gecko IPA, dejlig
frisk humleprofil med bisquit og limetwist i smagen.

Nr. 5 var Irish IPA, klart
den bedste efter min mening, skøn humlet og god bitterhed.

Til at præsenterer
ØLsmagningen af de 4 ØL samt Cideren havde Lidl hyret ”Den Legendariske” Rory
Lawton.

Selv kendte jeg intet til
denne Legende, men det skulle vise sig hvorfor han var Legendarisk. Vi så
nedenstående reklamefilm for ØLlet.

https://www.youtube.com/watch?v=FLvkB16DUZs

Rory præsenterede ØLlet på en
god og proff måde.

Afstemningen blev nok
domineret af de mange unge kvinder som må ha stemt Ginger Grizzly til sejren,
jeg tænker at de unge kvinder bør opdrages til at kunne lide Humle samt
bitterhed som de trænede kvindelige BeerGeeks.

Jeg syntes at Øllet er værd at smage og bestemt er interesandt ikke mindst i betragtning af prisen som vil ligge imellem 15-20 Kr. pr. flaske.

Tak til Lidl for invitationen, mad & drikke samt gave & Tak for Hyggeligt samvær med #Travelingcicerone & #humle&mad.

Tirsdag d. 7. marts 2017 havde Kvickly Allerød linet op med
De Molen smagning hvor selveste Menno præsenterede øllene

Jeg startede udfordringen med at vandre 7 km, ind til
Taphouse, som havde Tap Take over, af selv samme bryggeri. 42 haner med De
Molen øl – Mums.

Jeg nåede dog kun en enkelt men den skulle så også vise sig
at blive den bedste på aftenen.

Det var Mout & Mocca – en 10% Imp. Stout, med masser af
kaffesmag.

Mødte en følgesvend, på Taphouse, som jeg kunne følges, til
Allerød med – Det er jo ude på landet

Turen til Allerød blev alt andet end let grundet
bombetrussel og en dermed evakueret hovedbanegård, så fra at være i rigtig god
tid kom vi, i stedet, 20 minutter for sent – måske lidt cool da alle lagde
mærke til os

Nåh men Menno var i gang med at fortælle om første øl, så
det var bare med at sætte sig. Heldigvis havde Hr. Lindberg spærret en plads.
Desværre for os gamle mænd, så langt tilbage at det var svært at høre hvad der
blev sagt om øllene

Det skal siges at Menno heller ikke var højtråbende (havde
dog mikrofon), så med et publikum
omkring de 200 personer, var det ikke let at høre

…og hermed over til den vigtigt del, nemlig øllene. De blev
præsenteret enkeltvis og i stigende alkohol styrke

1. Hugs
& Kisses (Session IPA)

a.
Lidt tyndbenet vil jeg sige – jeg ved godt hvad
”Session” betyder, uden den store humleprofil

2. Hammer
& Sikkel (Porter)

a.
Let porter der var meget drikbar uden at gøre
det store væsen af sig

3. Vuur
& Vlam (IPA)

a.
Bryggeriets storsællert som bød på lidt mere
humle end den første øl. Stadig synes jeg godt de kunne putte lidt mere
bitterhed ind øllen

4. Heksen
% Trollen

a.
Trods at øllen var brygget med Brett og skulle
være helt uden restsødme smagte jeg noget sødme fra et eller andet. Jeg havde
fornemmelsen af en vingummibamse opløst i øl (den der lidt kunstige smag). Ikke
noget for mig selv om jeg egentligt godt kan lide vingummibamser og øl – bare
hver for sig

5. Amarillo
(IIPA)

a.
Nu kom der noget mere humle og lidt mere
bitterhed, i smagen. Ved ikke om jeg er så skadet af at smage mange Amager
Bryghus øl, at jeg synes alle De Molen øllene manglede noget bitterhed???.
Smagen var derimod præget af en del sødme og blev også forklaret lidt da Menno
fortalte at han havde en Trippel med en del humle, i tankerne, da han skulle
brygge øllen

6. Heaven
& Hell (Imp. Stout)

a.
Så kom vi til noget hvor jeg blev glad igen. God
smag.

7. Verdeel
& Heers BA (Barrel aged Imp. Stout)

a.
Så blev vandene skilt. Nu kom der røg i både
duft og smag. Utroligt hvis det er fadlagringen som har kunne give al den røg.
Dejlig øl

8. Weer
& Wind Bourbon BA (Barrel Aged Barley Wine)

a.
God barley wine, til den søde side hvor man godt
kunne smage at den havde hygget sig på Bourbon

Nåh, men en hyggelig aften i godt selskab hvor det var Mout
& Mocca, der vandt uden at være med i smagningen

/Mollemand

Nå ja, det var egentlig ikke på Black Friday, at jeg smagte denne hvide hval…
…men sort er den jo i hvert fald.

Three Floyds, Dark Lord, Aquavit Barrel Aged.
Mørkets fyrste. Dark Lord. Denne gang i en Aquavit fadlagret version. Så bliver det ikke meget ondere.

En hvid hval er et udtryk for noget, som er ekstremt sjældent og eftertragtet.
I ølverdenen bruges udtrykket om de øl, der ikke er til at få fingre i med mindre man er villig til at betale kæmpe summer for dem.
I ulkløbben har vi smagt nogle stykker – ikke mindst da vi i sin tid smagte 3 Fonteinen, Framboos i Ølbutikken.

Nu er det altså en Dark Lord. Til Ratebeersmagning hos Yespr – tak for invitaitionen.

Dark Lord er jo sådan en, der frigives på Dark Lord Day hos Three Floyds i Indiana. En gang om året sælges den – og kun til dem, der har købt sig til en plads i køen.
Og så er der landet nogle få flasker i Danmark. Angiveligt det eneste sted i verden, hvor den sælges ud over den ene dag på bryggeriet.
999,- kr. pr. flaske. Det lægger vel op til at dele?

Flasken har selvfølgeligt en flot voks om kapslen, men ellers står der ikke rigtigt noget på den. Jo, med håndskrift i guld står der “Aquavit”. Ikke mere. Man behøver ikke mere, når man er Dark Lord.
I glasset står den helt sort med et brunt skum, der forsvinder lidt hurtigt.
Forsigtigt næsen i glasset. Jeg frygter lidt en Rød Aalbord dunst, men mødes i stedet af masser af bourbon-agtige noter med vanilie, chokolade, lakrids. Langt efter kommer en svag note af kommen. Wauw, det er lækkert. Man fornemmer også klart sødmen.
Smagen er meget det samme igen en meget svag kommen i eftersmagen, men den er godt dækket af alt det ristede og vanilien.
Kæmpe krop og så er den sød. Kæmpesød. Faktisk sødere end de andre Dark Lord varianter, jeg har smagt.
Men sød er ikke et skældsord i min bog. Jeg er vild med den. Hold da op for en øl. Godt, at den skal deles af mange. Men sikke en oplevelse. Høj bedømmelse fra mig på Ratebeer (4,6/5).
-og se nu lige nu man sætter blitzen på telefonen og tager et billede:
Nu bliver det meget tydeligere, hvor ond en øl, det er. Tak, Yespr, for at skaffe den oplevelse.

Der er han. Kjetil Jikiun. Stifter af Nøgne Ø – Det kompromisløse Bryggeri.
Han fylder godt i landskabet og Morten og jeg gør os tynde for at han skal være centrum i billedet.

Han er ydmyg og taler helst om sine projekter, hvor udbredelsen af Craft Beer er et helt centralt element.

Jeg stødte på Nøgne Ø allerede omkring 2003-2004, hvor Barley Wine importerede dem. Senere kunne man gå i SuperBrugsen og købe deres øl på tilbud. Imperial Stout, India Pale Ale. Til en 20’er. Det var tider.
Så forsvandt importen helt, men nu kan man heldigvis finde deres øl igen. For øllet er altid godt.

Vi møder Kjetil på Taphouse, hvor vi er inviteret til smagning af Nøgne Ø i selskab med Kjetil.

Vi får en Sparkling Sake som den første, mens Kjetil fortæller om starten, hvor han med en IPA stillede op til de norske mesterskaber i håndbryg. Hans IPA blev nr. 13 ud af 14 IPA’er og øldommerne angav, at den var for bitter og ubalanceret.!?!?
Øldommerne havde på det tidspunkt tilsyneladende aldrig smagt en amerikansk inspireret IPA.

Sparkling Sake (3,4/5). Det ligner jo vand, men det smager glimrende. Frugtagtig, vanilie, citrus. Glimrende drik. Nøgne Ø er det eneste Sake bryggeri i Europa. Kjetil taler om Sake som en indlysende sammenhæng med Craft Beer og Gourmetmad – som noget, der bare hører sammen.

Vic Secret IPA (4/5). En meget citrus-agtig IPA med alle mulige forskellige citrusfrugter. Bitter, sød, rigtig lækker.

Gamle Rygene Brun (4/5). En fantastisk lækker flamsk brun med smag af vin, let ristet malt, brød og eg. Let syrlig. Lækker:-)
Nønge Ø satser stort på syrlig øl fremover. De har ansat en amerikaner fra Brooklyn Brewery, der kun skal beskæftige sig med at lave syrlig øl. Der er indkøbt 400-500 fade og projektet er i gang. “The Wild Side”.
Det bliver da spændende at følge.

M.O.L.E (3,9/5). I samarbejde med to mexikanske bryggerier.
Mole er en mexikansk chilisauce!!! Masser af chili og godt med chokolade eller kakao.
I en Imperial Stout kan det jo sagtens være en god ide. Men her bliver øllet nok lidt for sød og kroppen er måske heller ikke helt stor nok til at bære alt det krydrede. Et let chiliburn, men ikke noget voldsomt. OK, men den svageste af øllene fra Nøgne i dag.

Hænderne er aldrig helt i ro, når der fortælles:

Dark Horizon, Fourth Edition. Smagte den med Ulkløbben på Søernes Ølbar i 2013. Den er stadig lige god. Sød, blød og ristet. Lækker øl. Det er i øvrigt det sidste fad, der eksisterer af denne øl. Der er stadig en rest på hos Taphouse, skynd dig.

så er det vist også nok for nu. Altså ikke for Morten og jeg, men for Kjetil. Han skal videre.
Videre fra Nøgne Ø, som han stadig er medejer af, men som han nu forlader som brygger.
Han skal lave orange vin på Kreta…!
-og også lidt øl.
Der er meget mere brug for Craft Beer på Kreta end i Norge. I Norge er markedet jo etableret og som han siger, så er han bedre til at konkurere med sig selv end med andre.

Vi er ikke helt færdige med Nøgne Ø.
Deres kendte India Pale Ale er stadig en glimrende IPA. Til den søde side. Det kan jeg lide. Morten vil hellere have dem mere hop-rene.

Endnu en Sake Junmai-Shu (3/5). Det er ikke helt dårligt med Sake, men alligevel ikke noget jeg opsøger.

Imperial Brown Ale (3,6/5). Tjah, det er jo en Brown Ale og det bliver vel aldrig helt min kop the. Lidt fyldigere end normalt. Helt OK.

Imperial Stout (4,2/5). Let røget. Lækker stout.

-og så er vi også færdige. Meget inspirerende at høre Kjetil og når øllet til er lækkert, så er vi selvfølgelig klar. Tak for invitationen, Jens.

“Lowcaholic er en fællesbetegnelse for drikkevarer, hvor mængden af alkohol og kalorier er reduceret med mindst 40 %.”

Jeg er inviteret til præsentation af fire Lowcaholic øl fra TeeDawn. Men hvorfor mig?
På min profil på Ratebeer står der “The stronger the better”. Vel lidt for at provokere, men alligevel. Skal jeg virkeligt til præsentation af Lowcaholic øl?

Jeg forbereder mig lidt og ser fire videoer på youtube.

“The Conscience Cut: Hvor den store sanseoplevelse møder evnen til at være den gode udgave af sig selv.”
Arh…! Der er lidt for store armbevægelser her. Jeg må smage det øl.

Mad-, vin- og ølbloggere mødes på Sokkelund på Frederiksberg. Jeg er den eneste ølblogger.

Ophavsmand og ejer af TeeDawn, Henrik Wiese fortæller levende om ambitionen om at inspirere mennesker til at reducere deres forbrug af alkohol samtidig med at vi smager på øllet.

Først i glasset er Lager Cut.
En klar lys gylden øl med lavt hvidt skum. Dejlig frisk citron aroma. Klar og ren med en anelse sødme.
Smagen er citron, strå og – efterhånden som den varmer op – lidt frugtagtige toner.
Meget tynd krop, medium karbonering.
Ingen tvivl om at det er en Lowcaholic”. Fejlfri og næsten uden karakter.
Karakter (2,9/5).

Næste øl er Wheat Cut.
Let diset – næsten klar – gylden med lavt, men varigt hvidt skum. Den dufter af gær, krydderier, citrus, strå og lidt humle.
Smagen er den samme. Ganske smagfuld. Den er lige så letbenet som Lager Cut, men det bæres bedre her med den større smagsprofil. Grunden til at det virker som om humlebitterheden træder mere frem end normalt i hvedeøl er sikkert at der ikke er nogen cremethed til at dække den.
Min favorit af de fire.
Karakter (3,0/5).

Ale Cut er en ale efter engelsk forbillede, men her rammes der ved siden af efter min mening.
Karakterløs og det er svært at genkende den som en Ale. Den er ganske tæt på en lager.
Karakter (2,1/5).

Lemon Beer. Den eneste af øllene, der hedder noget med “Beer” og så er det en Radlersmiley.
En super lækker citrus drik med masser af frisk citron. Den er kæmpe sød, men det balanceres jo til dels af citrus-smagen. Her er kroppen noget større end hos de tre tidligere. Det skyldes sukkerindholdet i den færdige drik.
Jeg kan virkeligt godt lide en god radler, men i meget små mængder.
Karakter (3,3/5)

Hvad kan så bruge sådan fire Lowcaholic øl til? Jeg tænker til maden. Der er jo masser af andre situationer, der kalder på en øl, men her vil de være for tyndbenede til min smag.
Til en frokost kunne jeg godt forestille mig, at købe en Wheat Cut i stedet for en fadøl.
Jeg kunne måske godt tænke mig lidt mere humle i Lager Cut, hvis den skal kunne følge den fede danske mad. Den får det svært, men Wheat Cut den tager jeg gerne.

Super ide, at bringe Lowcaholic øl ud som et supplement til det eksisterende marked.
Held og lykke med projektet til TeeDawn og tak for et glimrende arrangement.

Hvordan vender man en skidt udvikling?

Carlsberg Museum – ikke et dårligt sted at tilbringe en søndag til frokost.

Ølsalget er faldende. Det er sådan set ikke noget nyt. Det har det været i over 40 år. Det er primært faldende fordi vinen har overtaget en stor andel af det vi stiller på bordet.
Mange af os VED jo, at øl er bedre end vin;-)
Det er lettere at parre øl og mad, så englene synger, Øl er meget mere diverst end vin. Øllet er mere komplekst – det er videnskabeligt bevist, at der er flere smagsnuancer i øl end vin.
Men alt det er jo ligegyldigt, hvis langt de fleste vælger vinen til hyggen og vinen til maden.

Men hvordan kommer øllet så tilbage på bordet?
Hvordan kommer øllet tilbage som ledsager til maden? Sådan som det jo har været i hundreder af år.

Det er der selvfølgelig mange svar på. Ulkløbben har jo som en del af formålet i vedtægterne §2, stk. 4.:
“At udbrede kendskabet til kvalitetsøl uden for foreningen gennem højlydt praleri…”
Andre medvirker til at vende det vigende ølsalg ved at fremstille forrygende god øl. Og bemærk, at den sektion af ølmarkedet, der hedder specialøl IKKE er aftagende. Tværtimod.

Carlsberg? Hvad gør Carlsberg? En af de største spillere i vores del af verden.
Ja, de gør jo faktisk en del. Hvor meget, der lykkes, ved jeg ikke.
Men gennem den seneste tid har Carlsberg lagt et stort stykke arbejde på en anden front end tidligere.
De er gået i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen om at uddanne tjenere og kokke i Øl. Øl sammen med mad, mad med øl som ingrediens, Ølcocktails, hvordan behandler man øl, mm.
En stor satsning, som jo ikke rigtigt kan lade sig gøre at udfolde for de små bryggerier. Der skal en stor spiller til for at kunne afsætte den tid og ekspertise, det kræver. Det hedder ansvar!

Den handler selvfølgelig om at erobre markedsandele tilbage, men det handler også om passionen.
Den fornemmelse får man med det samme, når man taler med Bjarke Bundgaard, Specialkonsulent fra Carlsberg.

På billedet ses Bjarke Bundgaard med en Albertos (som han ikke bryder sig om), mens Chair Manager har en Bitter Margarita i hånden.

Bjarke har været med i det store arbejde med Hotel- og Restaurantskolen. Netop ansvar taler Bjarke gerne om. Det ansvar Carlsberg har for at vende en skidt udvikling. Og passionen er man ikke i tvivl.
Vi (Morten og jeg) taler med Bjarke på Carlsberg Museum til præsentationen af den bog, der er resultatet af det nye samarbejde med skolen. Vi har ølcocktails i glasset og tapas i hånden og de smager forrygende.

Her er det tapas – muslinger tilberedt med øl.

Når Carlsberg indgår i et samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen om at uddanne de næste tjenere og kokke til at have kendskab til øl i mad og mad til øl, så begynder jeg også at tro på, at Carlsberg tager ansvar.

Bjarke Bundgaard fortæller, at når han siger til eleverne, at der findes et næsten uopdyrket marked derude. Et marked, der handler om øl og mad i sammenhæng, så kan han se, at der tændes et lys i nogen af eleverne.
Det er det lys, det handler om. Kan det skaffe os bare fem restauranter, der dyrker øl og mad, så er Carlsbergs tiltag lykkedes. Langt mere end de er lykkedes med tiltag som f.eks. Brewmasters Collection mm.

– og lyset ser vi denne eftermiddag på Carlsberg hos mange af eleverne.

Fantastiske kreationer. Stor omhyggelighed og indleven.

Vi er her egentlig til en præsentation af en ny bog udgivet af Hotel- og Restaurantskolen.
Humlen af Gastronomi 2.
Men det er slet ikke bogen, der fylder. Det er de mange retter med øl og øllet til, der er resultatet af Carlsbergs samarbejde med skolen.
Og det vi får serveret er jo kun smagsprøver. Smagsprøver på noget, der forhåbentlig dukker op, når eleverne er klar til selv at sætte dagsordenen på restauranter og barer. Det tegner godt for en fremtid med mad og øl i sammenhæng. Ulkløbben glæder sig

Ulkløbben var inviteret til smagning på Taphouse. Ikke en hvilken som helst smagning. En særlig en.
Ikke så meget pga. af det øl, der skulle smages. Det viste sig at være fremragende, men mere pga. at det blev præsenteret af en af de helt store; Garrett Oliver, chefbrygger hos Brooklyn Brewery.
Invitationen den kom fra Carlsberg! Så har man prøvet det med. Tak for den.
Morten og Jesper repræsenterede klubben – og i mange timer. Drenge, i behøver ikke at takke os.

Garrett Oliver er sådan en, der er super underholdende at høre på og samtidig ved, hvad han snakker om.
F.eks. bliver snakken om hvem der inspirerer hvem til:
Amerikanerne hentede deres inspiration fra Europa. De klassiske øltyper tog Amerikanerne og twistede og ikke mindst humlede voldsomt. Det inspirerede europæerne til nye øltyper med bl.a. masser af humle. -ikke mindst det nye Nordiske har inspireret amerikanerne til at inspirere europæerne til at inspirere…
…der gik vist lidt Lars Løkke i den spiral, men stadig underholdende.“Man skal ha’ lyst til mindst fire pints af en øl – ellers er det nok ikke en god øl.”
Det siger jo noget om Garrett Olivers tilgang til at lave øl. Det skal være letdrikkeligt. Ikke kedeligt eller ufarligt, men letdrikkeligt. Og det lykkes glimrende med de øl, han har taget med til os på Taphouse en onsdag aften.

Vi lægger ud med ½ Ale – en glimrende lille saison. Frisk og letdrikkelig med lidt bitterhed. Duften er er bedre end smagen. Fire pints kunne jeg nok godt klare.

Lager. Den har vi prøvet masser af gange. Den fremstår mere frisk her end sædvanligt. Meget mørk af en lager. Meget humlet. Super lager. Det er en god start. Netop lageren er deres helt store indtjeningskilde. Den er medvirkende til at de kan sende andet på markedet, som måske ikke har det store indtjeningspotentiale.
Garrett kalder den deres “White Album”. Klassikeren man altid kan vende tilbage til. Tjah, jeg kan nu nemt tage fire pints

Blast! En Imperial Ipa. Men hov – hvor er duften? Skuffende. Når jeg får en IIPA, så skal der være smæk på. Det dukker op i smagen, hvor der er masser af humle. En lækker kompleks humlesmag med både det citrus-agtige fra de amerikanske humler og noget mere jordet fra de engelske humler. Igen en letdrikkelig øl. Fire pints kan man vel nok klemme ned, men jeg havde altså foretrukket lidt mere smæk på humlearomaen.

Sorachi Ace. En lækker saison med Sorachi Ace humlen. Da Brooklyn for fem år siden langerede denne var Sorachi Ace ikke så kendt, men det skulle den snart blive. Det her er en klassiker. Fantastisk aroma med masser af parfumeret eksotisk frugt og masser af krydderi. Smagen er også glimrende, men mere “standard-saison”. Fire pints, tak.

Ridgy-Didge. Endnu en saison. Denne gang med “Pepperberry” og en eller anden tasmansk krydderurt samt australsk humle. Alt for urte-agtig til mig. Den kan jeg virkeligt ikke drikke fire pints af. Kan det passe? Men så gror den lidt.
Jeg har vist aldrig smagt tasmansk pepperberry, men der er en note af noget gin-agtigt. Kan det være bærene? Sammen med gær, urter og humle giver det faktisk en temmeligt kompleks øl. Med en god fyldig krop, så giver det alligevel en øl jeg drikker med fornøjelse. To glas, tror jeg. Fire ville jeg nok ikke kunne klare.

Local 1 og Local 2 er belgiske øltyper. Jeg foretrækker Local 1, som er den lyse. Den har været tilgængelig i Danmark i mange år og de er begge altid gode.

Wild Horse Running Porter. Et samarbejde med Bluejacket og New Belgium. En Brett porter. Syrlig og ristet. Knastør. Jeg foretrækker nu min porter med lidt sødme, men OK. Kan bestemt ikke drikke fire pints af denne.

Black OPS. En Imperial Stout, lagret på Four Roses Bourbon fade. En kæmpe øl. Masser af Bourbon på den gode vanillie-agtige måde. Masser af ristede toner, blød karbonering og stor sødme. Oj, den er lækker.

Hand & Seal. En Barley Wine, som Garrett angiveligt havde brygget til sig selv. Den blev så god, så den også skulle frigives ti handel. Tak for det. En super kompleks Barley Wine med masser af eg, tørret frugt, frugt, vanilie, tobak. Ikke nær så humlet, som Garrett fortæller, men en superlækker øl.

så var det slut med Brooklyn smagningen, men et par øl mere kunne det da godt blive til. Amager Bryghus, Southern Peach. En dejlig frugtagtig APA.
Moor, Illusion. En Black IPA fra England. En dejlig en af slagsen.
Stronzo, Haket. Imperial Stout med hvede og honning. Udmærket.

Og så var det hjemad på vaklende ben. Gratis øl smager godt.
Det blev til fire pints og lidt mere. Jeg forstår ideen og takker for noget lækker øl.

Restaurant Bror er hurtigt blevet kaldt mini-Noma. Nyt Nordisk Køkken og to kokke, der begge har været køkkenchef på Noma. Men Bror er vist mest sig selv.
Marianne og jeg havde bestilt bord en onsdag som optakt til Huxi Bach forpremiere.
Blev modtaget af James – tidligere barchef på Mikkeller Bar i Viktoriagade. Han er nu ansat på Bror.
“Ærgeligt, at du ikke var her i sidste uge, hvor vi kørte med ølmenu”, sagde han.
“Arh, du har vel lidt rester”?
“Jo, jeg kan sagtens lave en ølmenutil maden”
Sådan, Bror. Husker besøget på Falsled med fantastisk med, hvor de tilbød Refsvindinge til maden.
Der er kun en menu på Bror – fire retter. Men man kan tilkøbe appetizersog yderligere kødret. Vi fortæller, at vi skal være på Bremen kl. 20:00, så hvad har vi tid til?
James fikser med køkkenet, at vi sagtens kan nå det og vi bestiller tre appetizers:
Tyretestikler!
Torskespermsæk!
Torskekind!
Tre ny retter for os. Kan man overhovedet spise det?
Marianne er skeptisk, men det smager nu meget godt alt sammen. Torskekinden er skåret af torsken og stegt og så lagt tilbage i kinden, så hele hovedet serveres. Syret. Den bedste af de tre retter.
Til det serveres To Øl, SofaKing Pale(skal måske udtale “So FuckingPale”?).
En fantastisk palealeaf den moderne slags, hvor der er super meget humle i, men næsten ingen bitterhed. Mest bare en masse frugtsmag. Lækker.

Næste ret er Ørred med rogn. Meget smukt anrettet:

Til retten får vi Mikkeller, Vesterbro Wit
Den kender vi jo, men den er nu stadig god. Mere humletend jeg lige husker den.

Tredie ret er kuller. Hertil serveres Mikkeller, Winbic
En blanding af en saison og en lambic. Den er altså lækker. Meget cremet. En anelse sur. Noget Brett, men mest bare lækkerhed. Rigtig madøl.

Fjerde ret er svinekæber med forskellige løg. Hertil Mikkeller,Monks Brew. Det er længe siden, jeg har smagt den. Det er altså en glimrende øl. Og så har svinekæberne brasseret i den samme øl natten over.

Sidste ret – desserten – får vi lige byttet ud, så vi kommer til smage deres perlebygis float med maltkiks og gær. Overhældt med Mikkeller, Milk Stout, der så også kommer i glasset.

Færdig 20 minutter i otte, lige i tide til at gå til Bremen og se Huxi.

Sikke noget fantastisk mad og en dejlig overraskelse, at vi lige fik øl til det hele. Godt, at der er nogen restauranter, der har fundet “den rigtige vej”.

Privat ølsmagning. En kollega – Karen – havde spurgt om jeg ikke ville arrangere en smagning hos hende med hendes familie og venner. Vi bestemte os i fællesskab for at temaet skulle være Amerikansk Craft Beer.
Det blev en hyggelig aften med gode øl og masser af snak om øl.
Det er første gang, jeg prøver det privat, så jeg var spændt på, hvad der ville virke og hvad der ikke ville falde i god smag.
Jeg havde lovet at tage 8 øl med, men endte med 10. Det er svært at begrænse sig.

Som sædvanligt skulle der gives karakterer 1-10 til hver øl. Lad mig sige med det samme, at det var nogle meget positive smagere. 6,8 i gennemsnit mod 5,8 sidste gang, jeg holdt en næsten identisk smagning.

Havde lige kastet et par Budweiser ind for at komme i gang. Ikke så meget at komme efter der. Klar 10-ende plads.

Anchor Steam Beer SKAL med til en Amerikansk smagning. Der er så meget historie i den øl.

Amager Bryghus/Three Floyds, Arctic Sunstone. Den er jo næsten amerikansk og så er det en helt fantastisk American Pale Ale. Købt en uge efter tapning. Har ikke tidligere smagt den så frisk. Og den er næsten for frisk. Fantastisk øl, men nogle af frugtnoterne var ikke kommet helt frem endnu. Samlet tog den en 3. plads. Det er også en vild øl.

Brooklyn Local 2. Den mørke af de to Local. Jeg foretrækker selv 1’eren, men 2’eren er mørk, sød og stærk. Det er jo ikke så ringe og den faldt altså også i god jord og faktisk så meget, at den blev aftenens vinder.

Så havde jeg gjort lidt af et scoop ved at få fingre i Goose Island Bourbon County Stout. En af de aller-aller-bedste øl i min bog. Men kan man servere den til sådan en smagning?
Dels er der jo det, at det ikke længere er et craft bryggeri efter, at de er blevet A-B InBev ejede. Og så er der jo lige det, at det måske kræver trænede ganer at drikke sådan en 15% fætter?
Men ingen slinger i valsen her. Aftenens 2. plads med intet mindre en fire 10-taller. Det er folk, der kan li’ øl.

Samlet blev bedømmelserne således:
En hyggelig aften med masser af god øl i hyggelige rammer.
Skål

ØlSmagning og Foredrag af Hr. Brygger Christian Skovdahl Andersen ( ØlFabrikken, Bierwerk og Beer Here )

Øl smagt:
RocketFuel en IPA
Executioner en IPA
Harwood en Brown Porter
Rooibos en Saison
Pale Hops en IIPA
Dark Hops en Dark IPA
Jule IPA
African Stout lagret 5 år
Helmuth en KellerBeer
Sod en Baltic Porter

Christian var en god fortæller og kom meget rundt om Ølbrygningen indtil nu.
Han vil gerne benytte en blanding af Amerikanske og europæiske Humler i øllet, det synes han giver den bedste smag

Normalt koges humlen med i tre omgange:
Bitterhumle i 60 minutter, anden omgang er smagshumle, koges et kvarters og sidst tredje kun med et minut.

Christian kommer ofte humlen i det sidste kvarter, til gengæld kommer han en del mere i end andre vælger
At han ikke benytter humle i første fase af brygningen gør at hans Øl ikke er så bittert i eftersmagen og det vil nok gøre at flere kvinder og alm. Øldrikkere vil kunne lide Øllet.

Han fortalte om tiden med ØlFabrikken, han og en god ven startede bryggeriet i et sommerhusområde, til stor irritation for de lokale og da Øllet var godt fik de stor succes. Gourmet Bryggeriet (GB) gik på Børsen og fik dermed en del penge, de blev bl.a. Brugt til at købe ØlFabrikken og deres opskrifter. Så Christian arbejdede for dem i Roskilde. Det endte dog trist da opskrifterne blev ændret for at gøre det billigere at producere og det gik ud over kvaliteten så Christian valgte at stoppe.

Han fortæller også om sin tid i Sydafrika med mærket BierWerk, bl.a. Var det bryggeri han benyttede, det mest urene han nogensinde har set, det til trods havde han aldrig inficeret øl. Han begyndte at drikke et urte udtræk som hed Rooibos, det har han brugt til en Saison Øl. Det giver en lidt spøjs smag, syntes jeg.

Han kunne også fortælle om starten på Micro bryg i DK hvor han var en af pionererne, sammen med bl.a. Mikkel og Kristian (Mikkeller) og Allan Poulsen (Brøckhouse) det var en tid hvor de alle hjalp hinanden og udvekslede erfaringer. Christian deler i øvrigt rundhåndet ud mht. Opskrifter og hjælper gerne, ligesom dengang.

Alt i Alt et par super spændende timer, hvor Christian lystigt fortæller om dit og dat og ikke mindst de medbragte øl som drikkes lystigt og debatteres. Christian bliver i øvrigt afbrudt en gang imellem af mobilen; der ringes om afhentning af fadølsanlæg og ikke mindst om lidt bestilling af øl, fordi som Christian siger det er jo en en-mands virksomhed og det er fedt at kunne leve af det.
De fine Etiketter har Christian selv lavet, det er jo hans eneste markedsføring som han selv siger det.

Dejligt med en entusiastisk og energisk person, der lever af sin hobby og har et dejligt overskud og en person som laver noget Super Øl.

Fremtidsplaner; der er et stort ønske om at lave noget surt, Vildgæret Øl i fremtiden. Det vil vi se frem til i Ulkløbben .

Tak til MaltBazaren og Christian for et super Arrangement.

Af Ulkløbben / Ole Neis Gudbergsen

Torsdag d. 9. februar holdt Henrik og jeg smagning i Clipper.
Temaet var Amerikansk Craft Brewing.
Et par-og-tyve deltagere var mødt frem.

Henrik og jeg (Henrik især) havde jo brugt noget tid på at købe ind og forberede smagningen. Nu var vi spændte på, hvordan det ville gå.

Smagningen er sammensat, så der vises et bredt udvalg af amerikansk craft brewing. Vi lover at der sikkert vil være øl imellem, som man ikke kan lide, men tanken er netop at vise bredden.
For at deltagerne skal tage stilling til øllet og for at se, hvad der (i gennemsnit) tages bedst imod, beder vi om at alle giver karakterer til øllene på en 1-10 skala.
Sådan her endte det med at se ud (startende fra højre):
Vi lagde ud med en Budweiser.
Helt uinteressant øl at smage, men der er jo masser af interessant at fortælle om øllen.
F.eks. er bitterheden sådan cirka halveret over de sidste 30 år. Mængden af malt er reduceret med 25%. Hvorfor?
Bud gives dagens laveste gennemsnitskarakter med 3,2.

Næste øl og så starter festen. Anchor Steam Beer er startskuddet til hele craft beer bevægelsen og på en måde er den amerikanske craft beer bevægelsen startskuddet til den danske ølrevolution. Så uden Anchor – intet mikrobryg. Det passer nok ikke, men alligevel…!
I dag virker den jo ikke så speciel, men i 1965 da Fritz Maytag køber Anchor, så var der ikke andre craft bryggerier i USA og deres flagship Steam Beers betydning kan ikke overvurderes.
Jeg får virkeligt talt øllen op og den ender som den næsthøjest bedømte blandt deltagerne – 7,4.

Der er selvfølgelig også masser af humlet øl imellem. En Amerikansk Pale Ale, en IPA og en IIPA. De scorer alle pænt højt, men der er nogen imellem, der ikke er så vilde med humlen.
Amager Bryghus/Three Floyds, Arctic Sunstone er med som repræsentant for den nye bølge af meget humlede øl, der ikke er super bitre og som repræsentant for collaboration Brewing.
Den er også med fordi det er en fantastisk øl. Så gør det ikke så meget, at den måske ikke her 100% amerikansk
Arctic Sunstone scorer højest af humleøllene med 7,0.

Lost Abbey, 10 Commandments – en Belgian Strong Ale med Brett, scorer lige så lavt som Bud…! Lidt overraskende, men den er måske heller ikke lige så god på dagen, som jeg husker den. Temmelig tør, selv om den er brygget på rosiner og honning. Det er nok tørheden, der driller. Vi skal have haft en saison med i stedet.

Westbrook, Gozu. En Gose med Yuzu frugt. Med for at vise, at bare fordi en øltype (Gose) har været uddød i sit oprindelsesland (Tyskland) i 70 år, så skal det ikke afholde amerikanerne fra at genoplive den og så twiste den til noget andet.
Dejlig frisk øl med en let syrlighed – og så den der mærkelige salt-ting. Det smager forrygende, men ikke mange deltagere er overbevist. Den spreder dog vandene og en eller to er rigtigt glade for den. Karakter 4,5.

Sidste øl er Alesmith, Speedway Stout. Det er altså en værdig finale. Aftenens højest bedømte med karakteren 7,5. -og hvor er den go’!
Anders Bruun, Clipper har efterfølgende lavet nedenstående graf, der viser de enkelte øls gennemsnitskarakter sammen med det samlede gennemsnit. Tak, Anders.

4½ timer med masser af engagement fra deltagerne. Det har altså været en super aften at få lov til at arrangere. Gad vide om de ikke kalder igen. Det er jo andet arrangement i Clipper og der var masser af gode tilbagemeldinger efterfølgende
Henrik og jeg er klar til en runde mere

Min arbejdsplads Topdanmark har en lille smageklub, der smager al mulig alkoholrelateret bortset fra vin, der har sin egen klub. Det kan være Rom eller Cognac, men et par gange om året smager de så øl. De har bl.a. haft besøg af Midtfyn, Hornbeer og Det Lille Brygger.
Arrangørerne spurgte mig om jeg havde ideer til næste ølsmagnign og var jeg beskeden nok til at foreslå mig selv.
Temaet fastlagde jeg til “Amerikansk Øl”. Jeg lavede et overordnet program og skrev noget om det til en invitation.
“Vi vil højest have 35 og det er sjældent at der kommer så mange” sagde arrangørerne. På to dage havde 40 meldt sig…
“Det’ ligemeget”, sagde jeg. Jo flere, jo sjovere.
Det skulle vise sig, at give lidt bagslag senere ved indkøbene.

Jeg var sikker på, at Anchor Steam Beer skulle være starten på sjovet. Der er bare så meget historie i den øl. Den kan fås i Netto eller Superbest, så den er let at finde.
Så manglede der lige ni øl mere.

Jeg stødte på BestofBeers, der dækker over Vinspecialisten i Ålborg. Der er masser af amerikansk øl og så er det jo fantastisk at kunne få det hele leveret til døren. Jeg bestiller ni amerikanske øl og venter spændt på leverancen, men dagen efter kommer beskeden, at de kan levere fire af de ni øl…! Det er altså ikke OK.

Endnu en øl fra Superbest (Brooklyn Black Chocolate Stout) og så skal der findes yderligere fire. En udflugt til Mikkeller & Friends giver de fire øl, men ikke uden stor indsats fra både butik og barpersonale, der må lede højt og lavt for at finde så meget øl af samme slags. Det er altså ikke helt almindeligt at skulle bruge 4,5 l af samme øl, når der er tale om sjælden amerikansk øl.

Jeg har lovet arrangørerne, at der ikke må være surt øl imellem. Det har de prøvet flere gange og det får man tilsyneladende ikke ros for at servere. Lidt ærgeligt, da sur øl jo netop er pænt stort i USA. Det er saison også og Mikkeller & Friends har en del – og de er jo slet ikke sure – bare lidt syrlige.
Vi ender med at have 10 amerikanske øl og så er det jo bare om at komme i gang.

Jeg beslutter, at vi skal give karakterer til øllet. Skalaen er 1-10 og der er håndsoprækning efter hver øl. Det gør, at deltagerne skal tage stilling og så er det sjovt at prøve at udlede noget af det bagefter.
Jeg får sat scenen ved at tage deltagerne på rejse tilbage til hhv. 1965 og 1971 i San Fransisco. 1971 er året, hvor Anchor Steam Beer genopstår.Det er en undmærket øl og den scorer forbavsende højt. Måske har jeg fået den talt op? Sjovt, hvis det er historien om øllet, der afspejles i karakterne.
Ikke den store spredning på karaktererne. Bare mellemgode karakterer alle sammen.
MEN det er så også den eneste øl, der har sådan en karakterfordeling. De følgende ni øl deler alle vandene på forskellig vis.
Den øl med det højeste karaktergennemsnit bliver Hoppin Frog, Barrel Aged BORIS the Crusher:
Masser af 10-taller, men også tre personer, der er stået af her. Kenneth…?
Det er jo en fantastisk øl – men en voldsom en af slagsen – og det er egentlig overraskende, at der ikke er flere, der ikke kan lide den. Det tyder på, at det er erfarne ølsmagere, der er tilstede.
Hvad fik så den laveste karakter? Tjah desværre den sure, hov undskyld “syrlige”…
Anchorage, Anadromous Belgian Black Beer. En sort surøl med masser af Brett og Lacto, lagret i to år på Pinot Noir fade, der sikkert har bidraget med yderligere sjove sager og så er den tilsat laksebær, der vist er nogle hindbær-agtige bær.
Meget vin-agtig. Rødvinsfadene er meget tydelige. Den dufter og smager af rødvin, men også Brett’en giver noter af eg og krudt. Masser af bær, masser af citrus.
Jeg er vild med den. Den er sr desværre lidt underkarboneret og derfor er den ikke helt op at ringe, men et 8-tal kan det da sagtens blive til. Måske 9.
Men se nu lige her:

Det kan man da kalde “at skille vandene”. Masser af gode karakterer, men endnu flere af de lave. Det var jo ikke helt uventet, men alligevel sjovt at se billedet.
Efter hvad jeg lige kunne overskue, så blev en del af dem, der gav lave karakterer til Anadromous, glade for den næste øl, der var Alesmith, Old Numbskull. Det er jo også en rasende lækker amerikansk barley wine med masser af humle og masser af sødme.
På den måde var der noget for alle.

Nedenfor kan ses de 10 øl med tilhørende gennemsnitskarakterer og standardafvigelse.

Efterfølgende masser af gode tilbagemeldinger fra deltagerne. Mange var netop glade for bredden i de smagte øl. Meget humlet, noget sødt, noget sort og også noget syrligt.
Og det er vel også en af pointerne ved amerikansk øl. Netop bredden. Vi kan tale nok så meget om ølstile, men om nogen er amerikanerne da med til at give hovedpine for dem, der gerne vil passe øllet ind i de klassiske ølstile.
En god aften med masser af gode øl. Stor interesse fra deltagerne og masser af gode spørgsmål.
Det er nok ikke sidste gang